Ventetid. Tanker. Søvnløshed. Måske det kedeligste blogindlæg!

Hmmmm.. Tror sgu man bliver lidt skør, når man er i fertilitetsbehandling…

I 3,5 år, har jeg hver måned håbet på at min menstruation udeblev – den kom troligt HVER måned, med max 2 dages usikkerhed.

Over sommeren 2017 blev vi begge undersøgt for infertilitet og i slut september 2017 blev vi henvist til fertilitetsbehandling. Det var ret specielt, at finde ud af at vi ikke kunne reproducere os naturligt, og samtidig en form for lettelse over den undren vi havde gået med.

Første slag kom, da vi omsider i start oktober modtog indkaldelsen til møde på fertilitetsklinikken i september 2018. 2018 – der er jo næsten et år til… Kan det virkelig passe, det må være en fejl? Men nej, det var ingen fejl. I københavn er der ca. et års ventetid. Og ventetid er efterhånden et ret tilbagevendende fænomen.

I maj 2018 blev vi kaldt til samtale, mhp. at vi kunne deltage i et forsøg på klinikken og dermed komme før i gang. Det takkede vi ja til, men da jeg ikke havde dannet antistoffer for mæslinger fra min børnevaccine, skulle jeg vaccineres igen. Og så tillægger man en måneds ventetid, da man ikke må gå igang før efter en måned efter vaccination. Så ramte vi sommerferieperioden på klinikken og jeg havde ikke tabt mig tilstrækkeligt inden klinkken skulle afvikle ferie, hvilke gav 2 måneders yderligere ventetid. Så ramte vi august 2018 og inden man må påpebynde behandlingen, skal man have været til et infomøde, hvilke udskød behandlingen til sepbember. Og vupti, var der alligevel gået det år fra henvisning til opstart af behandling.

30. august opstartede jeg med hormoninjektionerne. Fra d. 30/8 til 6/9 med en masse bivirkninger, var en meget speciel ventetid.
Virker behandlingen som den skal?
Reagerer min krop som den skal på medicinen (fraset bivirkningerne), hvor mange æg mon der kommer?
6/9, første scanning. Relativt store flotte follikler, omkring 10 stk, ca. 10-14 mm. Ordination: 2 dage mere på hormoner.
Vokser de nu det de skal?
Bliver de alle sammen 18 mm, som er det størrelsen skal være ved ægudtagning?
Giver de 2 dage ekstra på hormoner det der skal til?
Er det “normalt” at jeg skal være så voldsomt udmattet og kun orke at gå få skridt rundt i min lejlighed?
8/9, anden scanning af folliklerne. Stadig omkring 10 stk. med størrelse på 10-17 mm.
Ordination: 2 dage mere med hormonstimulation, ægløsningssprøjte d. 10/9 og ægudtagning d. 12/9.
Hvor mange æg får vi mon ud?
Kan man være uheldig at få ægløsning inden ægudtagning?
Hvor ondt gør det mon at få taget æggene ud?
Er der overhovedet æg i folliklerne?
Hvordan reagerer jeg på den beroligende pille og ikke mindst det stærke smertestillende, som skal ind i min blodåre?
12/9, Dagen for ægudtagning. FUCK jeg er nervøs, som i giv mig 1000 eksamener i stedet for…..
YES! 15 æg!
Hvor mange klarer mon befrugtningen?
Microinseminering – der sidder en mikrobiolog og udvælger den bedste sædcelle og injicerer i et æg!
Er blevet utryg ved at være alene. Smerter. Bivirkninger. Bange?
14/9. Dagen hvor vi skulle ringe til laboratoriet, for at høre hvordan befrugtningen er gået. 11 æg kunne befrugtes og 6 har delt sig som de skal. Og fordi der var så mange, ville de gerne dyrke dem videre i laboratioriet til mandag d.17/9, for at kunne give os det bedste æg.
Hvor mange klarer celledelingen til dag 5?
Er der mon nok til at vi både kan få et befrugtet æg sat op og nogle på frys?
Hvis der ikke er nogen på frys den dag vi opnår graviditet, koster det 50.000 at få et barn mere.
Passer de godt på vores små æg?(selvfølgelig gør de det)
17/9, Ægopsætning. JUHUU. Et æg har delt sig helt perfekt og der er 4 der er lige på vej!
Nu sidder du der!
Bliver ægget siddende?
Skal jeg tage en test inden? Hvad hvis den er negativ? Hvad hvis den er posivit?
11 dage til vi ved noget! Det føles som en evighed!
Mange søvnløse nætter.
Føler mig ikke stresset. Er bare glad.

28/9 – nu er der 5 dage tilbage – bliv nu fredag! Og til dig, lille stjerneæg, som H har dømt Eggie/Eggert.

Lille søde skat, hvis du stadig er der inde, vil du så ikke være rigtig sød at blive. Vi er så klar til, at du skal møde os. Vi er så klar til at overdøse dig med al den kærlighed vi har til dig. Og vi glæder os sådan til at møde dig!

Den bedste gave er i min mave

I dag er det min fødselsdag og den bedste gave, er placeret i min mave!

Tror det hele er ret overvældende og min krop har kun ladet mig sove fra 23 til 02…

I går kl. 8 skulle vi ringe til klinikken og fortælle om jeg havde det godt. Vi snakkede med søde sygeplejerske M, som vi efterhånden har mødt nogle gange og er meget glade for!!

Dette opkald med henblik på om min krop var klar til at modtage et befrugtet æg.

Som skrevet i et tidligere blog indlæg, havde vi i fredags 6 befrugtede æg og ingen anelse om, hvorvidt de alle ville klare dagene i varmeskabet (inkubatoren), ja faktisk om der overhovedet var nogen der ville?!

I går kl 9.30 skulle vi ringe til laboratoriet. Ventetiden fra kl 8 til 9.30 føltes uendelig og jeg besluttede mig for at gå en lille tur. Jeg var nok ude i en time og havde gået MAX 2 km, for alt går stadig MEGET langsomt. Men det var skønt omsider at komme lidt ud i den friske luft!! Og havde for første dag ikke smerter efter ægudtagning!

Vi ringede 9.30 sharp og den kære bioanalytiker kunne berette om, at der var et stjerneæg klar. Desuden forventede hun et der kunne komme 2, måske 4 befrugtede æg på frys.

Kl. 12 mødte vi op på klinikken. Min blære føltes som om, at den var ved at sprænge. Når man skal have lagt æg op, skal blæren være fyldt. Det skal den fordi den derved får rettet livmoderen lidt ud, som ellers har en krumning. Det gør det markant lettere for lægen at indføre det lille kateter med det befrugtede æg i.

Vores lille stjerneæg havde fået lov at udvikle sig til blastocyst stadiet, som sker på 5-6. dagen efter befrugtning.

En blastocyst består af omkring 100 celler med et væskefyldt hulrum. En lille gruppe celler på indersiden af væggen består af de celler, der udvikles til fosteret. Når blastocysten ”klækkes”, bryder cellerne ud af æggeskallen og begynder at vokse fast i livmoderslimhinden.

Selve ægoplægningen foregår ved en almindelig gynækologisk undersøgelse, hvor man indfører et tyndt blødt plastikrør gennem livmoderhalsen op til livmoderen, hvor blastocysten oplægges i en lille væskedråbe.

Når lægen er klar, beder hun bioanalytikeren om at trække ægget og i røret. En sygeplejerske står med en ultralydsscanner og presser på maven og pludselig ser vi alle på skærmen, at den lille stjerne bliver placeret i sin hule.

Det var SÅ STORT!

Helt uventet begyndte tårerne bare at trille ned ad kinderne – af glæde og overvældese.

Vi krammede, kyssede og holdt om hinanden.

De sidste 14 dage har været en sej kamp og pludselig løber vi over målstregen… Eller en af stregerne – for man ved jo ikke med sikkerhed, at det lille væsen vil sætte sig fast!

Så endnu en periode med ventetid og usikkerhed, hvilke må siges at være temaet ved fertilitetsbehandling!

I dag er der kun 10 dage til svar!

Sikke en lettelse indtil videre

Kl 9.30 sharp ringede vi til laboratoriet for at høre hvordan befrugtningen er gået.

Ud af de 15 æg der blev taget ud, havde de kunne befrugte de 11 af dem. Og ud af de 11 befrugtede æg, er der nu her på 2. dagen 6 der delt sig korrekt.

Bioanalytikeren vurderer om man skal have sat et befrugtet æg op på 3. dagen eller 5. dagen.

I vores tilfælde vil de gerne dyrke æggene videre til på mandag (5. dagen).

Som vi forstod det er det fordi der er så mange der indtil videre deler sig som de skal, at de gerne vil sætte det perfekte æg op!

Og hvor er det egentlig hel vildt at tænke på, at der potentielt set er 6 børn på vej. Hvor er det dog et fantastisk sundhedsvæsen vi har! Tak fordi i hjælper os!

Metoden hvorpå vores æg blev befrugtet hedder ICSI.

ICSI behandling tilbydes når antallet af sædceller efter sædoprensning er meget lavt, eller sædcellerne har dårlig bevægelighed, har de svært ved at befrugte ægget. For at øge chancen for befrugtning med ICSI udvælger bioanalytikeren under mikroskopet en normalt udseende sædcelle og fører den forsigtigt ind i ægget med en tynd glaspipette.

Æggebakken er tømt

img_20180912_0740528566643331614068154-e1536844318623.jpg
Fuck jeg er nervøs! Får sådan nogle jag i maven af den videste strøm af forvirrede sommerfugle.
Har sovet 4 timer i nat og dermed været vågen siden kl 3.30. Der var jeg frisk og lagde mig ind i sofaen og hyggede (dog i håb om, at falde i søvn igen – det skete ikke). Til gengæld fik jeg spist morgenmad og havde en meget rolig morgen.
Tiden I venteværelset (20 min) var virkelig hård, men kom i snak med en anden kvinde der skulle have taget æg, som havde prøvet det før. Det beroligede mig en del de 5 min det stod på. De to andre kvinder blev kaldt ind. Hvad med mig? Kl 8 skulle jeg tage 2 panodiler og en Halcion.
Halcion er en benzodiazepin og et sovemiddel. Virkningen indtræder efter 15-30 minutter og varer 5-8 timer. Den har den røde trekant og gud hvor var den lækker. Den begyndte allerede at virke, da jeg blev kaldt ind kl 8.10. Med ro i sindet fik jeg lagt et drop i albuebøjningen, til senere brug af intravenøs smertestillende. Vi fik at vide at vi var nr. 3,men det var ok.


Vi gik en tur i 7/11,købte lidt morgenmad, et blad og noget at drikke. Da vi kom tilbage var jeg vildt træt og endte med at sove i den lækre stol i godt 30 min – perfekt måde at slå ventetiden ned på!
Et akavet øjeblik.
H går ud fra venteværelset med sit prøveglas i hånden med henbilk på at lave sædprøven. I forvirrings øjeblikket over at være et sted man kender, var han ved at gå ind på personaletoilettet, hvilke han kommer til at italesætte. En sygeplejerske går forbi i dette sekund og spørger: er der noget jeg kan hjælpe med? (som i: vil du holde glasset mens jeg kommer i det? Eller vil du holde mit lem?
Hun viser ham hen til “prøverummet”,hvor der var kø. I “prøverummet”, som egentlig bare er et stort wc, er der placeret et bord og en hylde, hvor der ligger en stak pornoblade.

wp-15368444746867608831094468972023.jpg
Kl. lidt over 10 blev det vores tur. Jeg blev placeret på GU lejet og fik sterile klæder over mine ben.


Da jeg skulle have medicinen i droppet og proceduren skulle til at starte, crashede jeg lige lidt igen! Gud hvor var det ubehageligt og jeg var sygt nervøs for det medicin! Jeg begyndte at græde. De var SÅ søde på klinikken og gav mig en lille pause, inden vi gik i gang. Sygeplejersken trap medicinen op og en lille dosis Rapifen blev injiceret i min blodåre, så jeg kunne få lov at mærke virkningen lige så stille.
Rapifen er et morfinlignende smertestillende middel, som har betydeligt kraftigere virkning end morfin og virker stærkt hæmmende på vejrtrækningen og bruges til bedøvelse. Maksimal virkning sker inden for 2 minutter og virker 6-15 minutter.
Og hold nu op hvor den var lækker og nødvendig.
Endte med at få maximal dosis.


Inden selv ægudtagingen går igang, lægges en lokalbedøvelse i skedetoppen, som kan sammenlignes med en bedøvelse ved tandlægen. Det niver og svier. Ægudtagningen foregår ved hjælp af ultralyd. Scanneren føres op i skedetoppen og herfra kan lægen se de fyldte ægblærer.

img_20180912_1011097199378742278065029.jpg

Når billedet på skærmen er tilfredsstillende føres en tynd nål op gennem skedetoppen og ind i ægblærerne, hvorfra æggene udsuges.
Lægen fik forholdsvis hurtigt tømt venstre æggestok for 8 folliklerne med æg i alle. Det blev straks lidt vanskeligere med den højre, som lå meget højt og adgangen var derfor meget vanskelig!

fert_asp

Billede lånt via googlesøgning.
Jeg var klar på at stå på hovedet for at få den tømt! Det endte med at sygeplejersken stod med to hænder på min mave og med al hendes kropsvægt, trykkede hun og der blev en smule bedre adgang. Lægen måtte gå en “omvej” op for at ramme den og det gjorde sgu ondt – men VILLE have den tømt. Og 7 flotte folliklerne med æg kom ud.
Mens folliklerne løbende bliver tømt, sidder der en laborant ved en lille luge I lokalet og modtager alle glassene. Og løbende får man at vide hvor mange æg der er. Og I alt blev det til 15 stk! Det er for vildt! Ikke noget at sige til, at kroppen har været lidt presset de sidste 14 dage!
Da indgrebet var overstået og H havde fået blod til sin hånd igen (havde holdt MEGET stramt i hånden), kom jeg op at sidde på lejet. Hold op jeg var groggy og svimmel af al den medicin, men hold op hvor var det alligevel en lækker følelse i kroppen.


Med en sygeplejerske ved den ene side og H ved den anden, blev jeg fulgt ind til den gode stol. Der gik Ca 15 min og så kom smerterne i underlivet. Det kunne holdes ud, men fik alligevel noget ekstra smertestillende som tablet. Kodein.
Kodein. Endnu en rød trekant. Kodein omdannes i kroppen til morfin. Den har svagere virkning end morfin og virkningen indtræder efter ½ – 1 time og varer i 3-6 timer. 50 mg og jeg kunne holde det ud og bevæge mig lidt.
Efter ca. 45 min hvilen, kom vi ind til næste samtale med sygeplejersken der skulle informere om det videre forløb.
Jeg vi fik stillet de spørgsmål vi havde og samtalen foregik langsomt og roligt, så mit dopede hoved kunne følge med.
De næste dage kan det forventes, at der er en lille blødning efter indgrebet og smerterne vil aftage over nogle dage.
Dagen efter ægudtagning skal jeg starte op på et nyt hormon. Progesteron.
Progesteron kommer som en vaginal stikpille, Lutinus. Jeg skal de næste 14 dage anbringe 1 vaginaltablet dybt i skeden 3 gange i døgnet ved hjælp af en medfølgende applikator.
Formålet med denne medicin er at det påvirke livmoderens slimhinde, så det befrugtede æg bedre kan sidde fast.


Dette er jeg startet på i dag. Og grundet smerter i underlivet, som forstærkes ved bevægelse og dagens mega udmattethed efter kun 4 timers søvn, har H måttet hjælpe mig. Og selvom det egentlig var et ret akavet øjeblik, formåede han alligevel at gøre det så vi begge kom til at grine. You are my man!

____________________________________________________________________________________________
Jeg lover jer, at til trods for masturbation til pornoblade, adskillige indvendige scanninger, en masse medicin fattigere og rigtig mange personer involveret, hvor intet af det er lystbetonet og klaret i vores hjem – er det helt ind i begges hjerter, VORES kærlighedsbarn!

Kære hjerne på overarbejde

img_20180909_234208__023263768363443224141.jpg

Søndag aften var sidste aften med FSH stimulation. Mandag var sidste aften med ægløsningshæmmende medicin og samtidig også den aften jeg skulle tage ægløsningssprøjten Ovitrille.

De sidste to dag har i korte perioder været psykisk hårde. Jeg har ikke døjet med humørsvingninger under hormonbehandlingen, kun fysiske symptomer i form af en masse bivirkninger.

Søndag aften blev der vel egentlig grædt glædestårer, da jeg igen i mit forhold med H, får bekræftet hvor bredskuldret, omsorgsfuld og kærlig han er. Han er der 110 % for mig og de sidste 14 dage, har primært foregået på mine præmisser. Han passer sit arbejde til UG og passer på mig, når han er hjemme. Han er en ener!

Mandag var noget hårdere. Det at skulle håndtere en masse medicin man ikke aner en dyt om, være blevet ramt af en længere sygemelding grundet bivirkninger, 19 stik i maveskindet, hvor man selv skal stikke kanylen ind og en begyndende frygt for kommende ægudtaging, fik min aften til at krakelere lidt. Jeg sad med ægløsningssprøjten i hånden og havde simpelthen så svært ved at skulle injicere den. Tårene begyndte lige så stille bare at trille ned ad mine kinder. H sad ved siden af, tog sprøjten og vi brugte 5 min på at tale det hele igennem. Flere gange roser han mig til skyerne holder om mig og siger: “vi er fælles om det her, du er så sej og vi skal nok klare den”. Jeg er jo fuldstændig enig med ham, men blev bare ramt af frygt for al det fremadrettede i behandlingen. Jeg tror en stor del af det kommer af en form for kontroltab, det at skulle være “sygeliggjort” uden at være syg og bange, fordi jeg ikke ved hvad det næste step egentlig indebærer… H du er den bedste og vi er kun kommet tættere på hinanden gennem det her. Ville ikke være det foruden trods alt!

Så der der planer for æggebakken

img_20180908_1405163985797756262852339.jpgLørdag var nok en af de bedste dage under hormonbehandlingen. Jeg vågnede og følte mig frist, tog et bad og lagde en let make up. Det var virkelig skønt at føle sig pæn, når man har lignet døden fra Lübeck i godt en uge.

På klinikken blev folliklerne scannet til at være mellem 10 og 17 mm og lægen vurderede, at det ville passe med 2 dages ekstra stimulering inden begyndelse på ægløsning. H var med på klinikken og vi havde en rigtig hyggelig dag. Jeg er stadig glad for at blive mødt af en sød og forstående personalegruppe på klinikken, hvor vi efterhånden har mødt mange personaler.
Da lægen var færdig med at scanne og lave nye recepter på medicin, havde vi en samtale med en sygeplejerske, der skulle give information om næste step i behandlingen. Vi var det sidste par denne dag og havde åbenbart god tid, så udover den information vi skulle have, blev der snakket om løst og fast. Det var rigtig dejligt og føltes befriende ikke kun at skulle snakke om alt det hårde.

Jeg er jo et nysgerrigt menneske og synes alt det der kan få en fertilitetsbehandling til at lykkes er vildt interessant. Så til trods for, at det ikke er normal procedure, fik vi lov at stå i døråbningen og se laboratoriet hvor de undersøger æggene og befrugter dem, rummet, hvor de oprenser sæd og rummet hvor frysebeholderne opbevares med de blastocyster der kommer på frys. Da jeg havde lidt energi på kontoen, kørte vi en tur ud til min mor. Jeg hjalp kortvarig med at fjerne lidt ukrudt i haven, men måtte ind og ligge mig, da jeg begyndte at få det dårligt. Men det var SKØNT at være lidt udenfor en dør og få lidt frisk luft på kinderne.

Sover alle steder!

Er stadig ualmindelig træt og befinder mig bedst ved at ligge ned det meste af døgnet.

I dag er jeg også lidt svimmel og har det periodevis som om, at der er en osteklokke over mit hoved.

Jeg har fået den sødeste besked fra min chef der har fuld forståelse og synes det er bedst jeg bliver hjemme til efter ægudtagning og jeg endelig bare skal ringe eller skrive privat, hvis der er noget hun kan gøre. Jeg er meget taknemmelig for, at ens arbejdsgiver kan være så overbærende på en arbejdsplads, hvor jeg blot har været i små 6 måneder!

Og angående ægudtagning, er der ikke en endelig plan endnu, men vi forventer, at det kan ske på mandag eller tirsdag. Jeg blev, som skrevet tidligere, scannet i går d. 6/9, hvor alt heldigvis så rigtig fint ud. Der er skønnet 8-12 follikler til ægudtagning, men de var ikke helt store nok. Den dag jeg skal tage ægløsningssprøjten skal de fleste follikler have en størrelse på ca 17-18 mm og mine var mellem 10 og 15. De største kan risikere at blive for store, men der var fire, som lægen mente vi kunne få med, med 2 dages yderligere stimulering med FSH. Foruden FSH skal jeg samtidig tage Orgalutranen, som hindrer der sker en naturlig ægløsning.

I dag kan jeg mærke ømhed i underlivet, når jeg mærker der hvor æggestokkene sidder, hvilket er helt normalt. Desuden en form for tyngdefornemmelse og ømhed når jeg bevæger mig. Også helt normalt.

De sidste dage har appetitten heller ikke været alt for stor, men det finder jeg kun godt, da jeg stadig bør fortsætte vægttabet.

Målet med i dag må være et dejlig langt varmt bad…. og en lur….

Spændt som en flitsbue og træt som et alderdomshjem

Siden mandag har jeg været sygemeldt og har sovet RIGTIG mange timer!!

Hormonerne har gjort mig uendelig træt og orker nærmest kun at ligge vandret. Til gengæld har jeg ikke haft så voldsomme bivirkninger siden. Lige nu er det træthed og menstruationens lignende smerter og det er til at holde ud!

Lige nu ligger jeg i bilen og venter på H som er til møde på Christiansborg og lige så snart det møde er færdig, skal vi til undersøgelse på fertilitetsklinikken. Det var den løsning, som gjorde at vi begge kunne deltage i dagens undersøgelse. Sidste gang var jeg afsted alene, det var okay, men vi har begge et stort ønske om at være til stede begge to ved alle undersøgelser.

Jeg glæder mig meget til at skulle der ud i dag og er rigtig spændt! Hvis foliklerne/ægblærerne er stimuleret til den rette størrelse kan vi være heldige at få taget æg ud på lørdag, hvilket også betyder at hormonbehandling med FSH er ovre for denne omgang og hvor nice ville det lige være!!

Daglig medicin – men jeg er jo ikke syg….

GonalF 900 IE/1,5 ml

Denne medicin har jeg taget siden torsdag d. 30/8-18.

Gonal F er et FSH (follikel) stimulerende hormon, som skal være med til at udvikle alle de follikler der er i mine æggestokke. Ved en normal cyklus udvikler kroppen en follikel som bliver til den månedlige ægløsning. Med denne behandling hvor jeg skal tage 225 IE dagligt forsøger man at udvikle alle folliklerne. Dette gøres med henblik på en kommende ægudtagning, som videre skal munde ud i en kunstig befrugtning.

Medicinen kommer i en pen(ligesom insulin, hvis man har kendskab til det). Nålene kommer for sig. Nål og pen skrues sammen, man finder en god hudfold 5 cm fra navlen (dog ikke over) og nålen føres ind i 90 graders vinkel. Stemplet på pennen trykkes langsomt i bund og medicinen injiceres. Det niver i maven når medicinen kommer ind, men gør ikke ondt.

Orgalutral 0,25 mg

Denne sprøjte har jeg taget d. 4/9 og 5/9.

Orgalutral er et præperat der går ind og forhindre kroppen laver en ægløsning, da FSH stimuleringen så ville være spildt.

Denne kanyle er en smule større og skal have lidt fart på gennem huden, så gør det ikke ondt.

Jeg har oplevet en del irritation omkring indstiksstedet, hvor huden hæver, bliver rød, klør ad pommeren til og gør lidt ondt. Men det er ovre i løbet af ca. 30 min.

Er jeg speciel, når jeg fik hele pakken med bivirkninger?

“Jep, jeg sked I bukserne I min bil!”

I dag da jeg kørte fra arbejde havde jeg kvalme, hovedpine og var vildt træt, men det var første dag efter 3 ugers ferie, så det kunne jo sagtens være derfor…

Efter 6 min kørsel ringede jeg til H og nåede kun lige at sige jeg havde det dårligt og så kastede jeg op for fulde gardiner! Heldigvis havde jeg været snu og tage en håndfuld brækposer med fra job, bare lige for at være sikker… H var i røret på bilhøjtaleren og da jeg kastede op i anden omgang var der så meget tryk på, at der kom noget ud af begge ender!

___________________________________

Samtale:

H: skal jeg komme ud til dig skat?

Mig: jeg ved det ikke, jeg har det virkelig virkelig dårligt.

MEGA OPKAST

mig: H nu sked jeg også i bukserne

H: det er lige meget, det finder vi ud af, hvad skal jeg gøre??

___________________________________

Jeg havde 2 min kørsel til Rødovre centret og 20 min hjem.

Jeg begyndte at svede, hovedpinen voksede og jeg havde det generelt bare vildt dårligt!

Beslutningen blev at køre i Rødovre centret og komme på et toilet i en fart.

H var med mig i røret på medhør mens det skiftevis skulle ud af begge ender og han ville komme ud til mig med det samme. Så han kastede alt hvad han havde gang i på job og hoppede på toget. Det føltes som det længste toiletbesøg!

Da maven var tom lagde jeg mig ud på en bænk midt i centret – jeg havde det simpelthen for dårligt til at gøre andet. Jeg fik den vildeste svedtur og var våd på hele kroppen, mens jeg lå og rystede, maven murrede og hovedet dunkede. Jeg følte min bevidsthed var afvigende. Ingen stoppede op, alle gik bare forbi bænken
Jeg blev ærlig talt ret bange og valgte at ringe 1813!

Da jeg havde snakket med en sygeplejerske (havde faktisk lidt svært ved at snakke) og hun mente det kunne være Roskildesyge, kom jeg igennem til lægen og han ville gerne se mig. Jeg fik fortalt begge om behandlingsforløbet og at jeg havde taget FSH stimulerende hormon(GonalF) i 4 dage.

Jeg var bange for at være alene og da der var ikke nogen der stoppede op ved mig mens jeg lå på bænken, besluttede jeg at gå ind i Imerco, hvor en sød medarbejder gav mig en stol og et glas vand.

H og jeg mødtes på Rødovre S-tog station og vi kørte sammen til Herlev akut modtagelse. Jeg både nåede at kaste op det meste af vejen og falde i søvn på den 25 minutters køretur. Jeg faldt vist også næsten i søvn i akutmodtagelsen.

Ved undersøgelsen fra lægen konkluderende vi at det var bivirkninger til hormonbehandlingen.

> 10 %

  • Hovedpine
  • Oppustethed

1-10% oplever disse bivirkninger

  • Diarré
  • Kvalme
  • Opkastning
  • Acne

Så jeg snuppede bare en stor del af pakken….

Da vi kom hjem var jeg hamrende træt og lå først i karbad i 30 min. og derefter i fosterstilling i sofaen, hvor jeg igen faldt i søvn efter at have spist det frugtsalat H havde lavet til mig!