Kære hjerne på overarbejde

img_20180909_234208__023263768363443224141.jpg

Søndag aften var sidste aften med FSH stimulation. Mandag var sidste aften med ægløsningshæmmende medicin og samtidig også den aften jeg skulle tage ægløsningssprøjten Ovitrille.

De sidste to dag har i korte perioder været psykisk hårde. Jeg har ikke døjet med humørsvingninger under hormonbehandlingen, kun fysiske symptomer i form af en masse bivirkninger.

Søndag aften blev der vel egentlig grædt glædestårer, da jeg igen i mit forhold med H, får bekræftet hvor bredskuldret, omsorgsfuld og kærlig han er. Han er der 110 % for mig og de sidste 14 dage, har primært foregået på mine præmisser. Han passer sit arbejde til UG og passer på mig, når han er hjemme. Han er en ener!

Mandag var noget hårdere. Det at skulle håndtere en masse medicin man ikke aner en dyt om, være blevet ramt af en længere sygemelding grundet bivirkninger, 19 stik i maveskindet, hvor man selv skal stikke kanylen ind og en begyndende frygt for kommende ægudtaging, fik min aften til at krakelere lidt. Jeg sad med ægløsningssprøjten i hånden og havde simpelthen så svært ved at skulle injicere den. Tårene begyndte lige så stille bare at trille ned ad mine kinder. H sad ved siden af, tog sprøjten og vi brugte 5 min på at tale det hele igennem. Flere gange roser han mig til skyerne holder om mig og siger: “vi er fælles om det her, du er så sej og vi skal nok klare den”. Jeg er jo fuldstændig enig med ham, men blev bare ramt af frygt for al det fremadrettede i behandlingen. Jeg tror en stor del af det kommer af en form for kontroltab, det at skulle være “sygeliggjort” uden at være syg og bange, fordi jeg ikke ved hvad det næste step egentlig indebærer… H du er den bedste og vi er kun kommet tættere på hinanden gennem det her. Ville ikke være det foruden trods alt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *