En rejse med min krop hvor jeg ikke kender ruten!

Denne rejse min søde H, mig og min krop er ude på, er en af de vildeste rejser til dato. “At rejse er at leve”, siger man…. Og normalt ELSKER jeg at rejse, men denne rejse er forbandet hård! Det er en rejse, hvor vi ikke kender ruten og en rejse med følelserne uden på.

Der er efterhånden gået lidt tid siden et lille skriv, men har simpelthen ikke kunne overskue at gøre det.

Status for nuværende, er at vi er ved at miste vores lille stjerneæg. Det at nå til accept af det, var en rigtig ærgerlig omvej rejsen tog.

D. 28/9 var den store test dag, hvor vi forinden havde stået med 2 positive teste.

hCG var 51. Vi var gravide ❤️

D. 1/10. hCG 139. Stadig ikke overbevisende, men der er et lille håb.

D. 3/10. hCG 51. Jeg var helt ødelagt på arbejde. Havde jo egentlig nok mest forventet, at den ville falde, men det var stadig virkelig hårdt alligevel! Jeg blev rigtig ked af det og endte med at sidde og snakke med en kollega en hel time. Det var virkelig beroligende og jeg kom igennem dagens arbejdsopgaver. H og jeg havde en stille og rolig aften. Holdt om hinanden og gik tidligt i seng og lå og snakkede.

D. 9/10. Endnu en blodprøve. hCG 127. WTF?!? Hvad er nu det?? Inden de ringede fra klinikken, sad jeg på job og var ved at læse artikler. Jeg sitrede inde i kroppen. Ventetiden til svar på de prøver, giver efterhånden nogle ærgerligt reaktioner i min krop. Jeg var dybt forvirret og fattede ikke noget af det her! Troede ligesom at jeg var ved at miste mit lille guld og nu det her? Sygeplejersken var virkelig sød og jeg fik stillet 1000 spørgsmål. I telefonen bliver der nævnt graviditet uden for livmoderen, obs på stærke smerter, obs på tiltagende blødning. Vi talte også om, hvilke tiltag der er, hvis det enten er graviditet uden for livmoder, eller hvis kroppen ikke selv kan gennemføre aborten… Så snakker man medicinsk abort, kirurgisk abort (udskrab) og i værste tilfælde kikkertoperation – men der er vi langt fra endnu…

D. 12/10. hCG 32. Endelig et tal der ligner kroppen er ved at give slip. Når først man er bevidst om og har accepteret (så godt man kan), at man er ved at miste det man allermest ønsker sig, er det virkelig pinefuldt, at det skal trække så meget ud. Og ikke mindst de små håb der er blevet plantet i en undervejs!

Igennem denne rejse har det været rigtig hårdt, at se alle de skønne mennesker omkring en få den ene lækre guldklump efter den anden. Med stor glæde har jeg ønsket alle tillykke helt inde fra hjertet og hjemme for mig selv grædt en lille tåre. Der er ikke et sekund tvivl om, at jeg synes det er de skønneste små mennesker der er kommet til verden og hold op hvor jeg ønsker det snart bliver vores tur.

2 positive graviditetstest, stigende hCG, men vi ved stadig ikke om vi er gravide!

Den her ventetid driver mig til vanvid!!!

img_20180923_1914397235708094396469295.jpg
Fredags var testdag. Dagen hvor man finder ud af om man er gravid eller ej…. Troede vi! Men der er så også muligheden ‘’in between’’. Hvad fanden skal det nu sige!!!
Jo, det er sådan at ens hCG gerne skal være over 100 og min var på 51. Jeg havde dagene forinden tisset på 2 graviditetstests, som begge var svagt positive og der var ret meget håb til den pågældende blodprøve.

img_20180928_0611552632284877286275411.jpg

Samme dag begyndte jeg at bløde (som ved en menstruation) og havde blødt mikroskopisk dagene op til testdag. Desuden lå jeg i 45 minutter med ret smertefulde kramper fra underlivet – så det eneste jeg kunne var at ligge stille med varmepude på både mave og ryg og håbe på det snart gik over. Lørdag blødte jeg også og søndag var der stort set ikke noget. Jeg har haft spændinger over lænden, men ingen øvrige smerter.

snapchat-3733017806784773378479575509.jpg
Grundet den lidt for lave værdi, skulle jeg, igen i dag mandag, møde til blodprøvetagning. Jeg gik op til Rigshospitalet for at få lidt motion og luft i ansigtet og sad i venteværelset i 45 minutter, før det blev min tur. Prøven blev taget og jeg gik hjemad igen. Jeg var hjemme ca. kl 10 og ventetiden derfra til jeg kunne få svar, var simpelthen frygtelig. Min krop er begyndt at udvise stresslignende symptomer og jeg har en konstant vrede + frygt inde i kroppen. Det er fuldstændig opslidende det her og vi er kun i gang med vores første forsøg!!
Kl. 13.30 blev jeg nødt til at ringe (grædende) til klinikken, for at høre hvordan det så ud med svarmulighed i dag!? Jeg havde selv downloadet ‘’Min Sundhedsplatform’’ og vil tro jeg har tjekket den 100 gange på 3 timer, for selv at se svaret! Jeg var desperat. Kunne jeg dog ikke bare få svaret at hCG’en var faldet betydeligt og at kroppen var ved at afstøde graviditeten, som jeg havde en klar fornemmelse af…..
Kl. 14 kom jeg igennem og de kunne fortælle, at der var noget galt med systemet, så de kunne ikke se dagens blodprøvesvar. Jeg lagde på og var fuldstændig oprevet over, at skulle vente helt til i morgen – hvordan skulle jeg dog nogensinde falde i søvn?!!
Kl. blev 14.28 og telefonen ringede. Jeg var klar til at høre det faldende tal og klar til at høre om, hvornår vi måtte gå i gang igen!
Men hCG tallet var steget????? HVAD! Til 139. Som stadig er lavt…… og med min blødning over weekenden og smerterne, tegner billedet ikke så godt. Jeg var fuldstændig forvirret… Er der så et lille håb stadigvæk???? og ja det er der. Og det er næsten det værste. Nu skal vi vente til onsdag, hvor jeg skal have taget en ny blodprøve og se om den har tænkt sig fortsat at stige, eller om det begynder at falde. Så vi ved stadig ikke noget….. Mavefornemmelsen der ikke er god, sammen med det lille håb der er plantet i en – det er så ualmindelig hårdt! Der er blevet grædt mange tårer i dag!fb_img_15384166116215317958063297658180.jpg

I morgen skal jeg endelig på arbejde efter en lang sygemelding grundet fysiske bivirkninger, som heldigvis er fuldstændige væk nu. Nu er det bare gået over til at det har givet psyken en massiv udfordring. Alle de tanker der løber gennem mit lille hovede om skiftevis håb og frygt.