En rejse med min krop hvor jeg ikke kender ruten!

Denne rejse min søde H, mig og min krop er ude på, er en af de vildeste rejser til dato. “At rejse er at leve”, siger man…. Og normalt ELSKER jeg at rejse, men denne rejse er forbandet hård! Det er en rejse, hvor vi ikke kender ruten og en rejse med følelserne uden på.

Der er efterhånden gået lidt tid siden et lille skriv, men har simpelthen ikke kunne overskue at gøre det.

Status for nuværende, er at vi er ved at miste vores lille stjerneæg. Det at nå til accept af det, var en rigtig ærgerlig omvej rejsen tog.

D. 28/9 var den store test dag, hvor vi forinden havde stået med 2 positive teste.

hCG var 51. Vi var gravide ❤️

D. 1/10. hCG 139. Stadig ikke overbevisende, men der er et lille håb.

D. 3/10. hCG 51. Jeg var helt ødelagt på arbejde. Havde jo egentlig nok mest forventet, at den ville falde, men det var stadig virkelig hårdt alligevel! Jeg blev rigtig ked af det og endte med at sidde og snakke med en kollega en hel time. Det var virkelig beroligende og jeg kom igennem dagens arbejdsopgaver. H og jeg havde en stille og rolig aften. Holdt om hinanden og gik tidligt i seng og lå og snakkede.

D. 9/10. Endnu en blodprøve. hCG 127. WTF?!? Hvad er nu det?? Inden de ringede fra klinikken, sad jeg på job og var ved at læse artikler. Jeg sitrede inde i kroppen. Ventetiden til svar på de prøver, giver efterhånden nogle ærgerligt reaktioner i min krop. Jeg var dybt forvirret og fattede ikke noget af det her! Troede ligesom at jeg var ved at miste mit lille guld og nu det her? Sygeplejersken var virkelig sød og jeg fik stillet 1000 spørgsmål. I telefonen bliver der nævnt graviditet uden for livmoderen, obs på stærke smerter, obs på tiltagende blødning. Vi talte også om, hvilke tiltag der er, hvis det enten er graviditet uden for livmoder, eller hvis kroppen ikke selv kan gennemføre aborten… Så snakker man medicinsk abort, kirurgisk abort (udskrab) og i værste tilfælde kikkertoperation – men der er vi langt fra endnu…

D. 12/10. hCG 32. Endelig et tal der ligner kroppen er ved at give slip. Når først man er bevidst om og har accepteret (så godt man kan), at man er ved at miste det man allermest ønsker sig, er det virkelig pinefuldt, at det skal trække så meget ud. Og ikke mindst de små håb der er blevet plantet i en undervejs!

Igennem denne rejse har det været rigtig hårdt, at se alle de skønne mennesker omkring en få den ene lækre guldklump efter den anden. Med stor glæde har jeg ønsket alle tillykke helt inde fra hjertet og hjemme for mig selv grædt en lille tåre. Der er ikke et sekund tvivl om, at jeg synes det er de skønneste små mennesker der er kommet til verden og hold op hvor jeg ønsker det snart bliver vores tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *