Hormonella, angst og en ærlig snak

img_20181204_1023428056776331179307089.jpgNu er der kun en dag til næste møde på klinikken. Jeg håber inderligt, at der ikke er behov for mere behandling med medicin og at vi kan planlægge ægopsætning!

Jeg er MEGA træt af at skulle fylde min krop med medicin, som føles så unaturligt.
I 8 dage har jeg haft dårlig mave på grund af pillerne og det kan somme tider være svært, at have en helt normal hverdag, når man er lidt nervøs for, om der pludselig skal løbes til et toilet……

Derudover er jeg typen der altid er pisse bange for alle de bivirkninger medicin kan medføre! Og de her piller (Østradiol) har bare en lang øv-liste. Det er således, at jeg inde i mit hovede, næsten kan bilde mig selv ind, at jeg har en blodprop i benet. Det lille område i læggen der er ømt, får tankerne helt ud af en vanvittig tangent. Men når man både har prøvet, at blive ramt af en masse bivirkninger og samtidig døjer med angst skaber det en rigtig ærgerlig kombination! Med min rationelle tænkning kan jeg godt forsøge at overbevise mig om, at det nok ikke er noget, men virkeligheden er bare en anden!

Jeg tror det er de færreste som ikke lider af angst, der kan forestille sig, hvor pinefuld det egentlig er! Det er ikke altid det, at hjertet hamre afsted, man begynder at hyperventilere, synet der sløres, og koldsveden der titter frem, som er det værste, men den panik der rammer en! Tanken “er jeg ved at blive sindssyg?”
Og når man så endelig er ved at falde til ro, kommer den efterfølgende frygt for, hvornår det næste angstanfald rammer.

Og egentlig har jeg overvejende kontrol med min angst, men der skal alligevel ikke vanvittigt meget til at tricke den!

Den angst jeg primært døjer med er sygsomsangst, hvilke vil sige, at jeg er overopmærksom på kroppen og kropslige symptomer. Jeg har det bedst med at vide hvor det nærmeste hospital ligger, når jeg er ude at rejse og jeg når gerne lige at vurdere chancerne for overlevelse, hvis noget går galt og der er langt til hospitalet. Jeg er selv uddannet sygeplejerske, så forestil dig lige, hvor mange lidelser/sygdomme jeg har nået at fejle oppe i hovedet. Somme tider har jeg tanken om, at det er tenderende til hypokondri, men jeg er ikke typen der er ved lægen i tide om utide, da min sunde fornuft heldigvis ofte vinder.

Der hvor det er et problem, er når kropssymptomerne tricker for længe ad gangen. Det er en ond cirkel, så fokus hele tiden er hæftet ved (i det her tilfælde, læggen). Selvom der sikkert ikke er noget galt, er jeg hele tiden opmærksom på det forbandede ben. Og øget opmærksomhed gør måske, at man ubevidst spænder i musklerne og så bliver musklen sikkert mere øm…

Jeg har valgt at tage kontakt til en psykoterapeut i håb om, at få lidt styr på mig selv og få hjælp til at holde det hele ud og forhåbentlige give hovedet lidt ro.
Vi er rigtig gode til at snakke sammen om tingene der hjemme, men nogle ting er det bare skønt at trække en professionel med ind over. En terapeut kan ikke tage dine tanker fra dig, men kan hjælpe dig med at forholde dig anderledes til dem.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *