Mon du bliver vores bedste julegave?

Sidste torsdag var vi igen på klinikken. Denne gang med et dejligt formål, ægopsætning.

Denne gang har vi kørt med et fryseforsøg i stimuleret cyklus. Jeg har fået 6 mg østradiol om dagen siden d. 26/11 fordelt på 2 doser og 600 mg progesteron i døgnet siden d. 9/12 fordelt på 3 doser. Medicinen har overtaget denne cyklus og gjort slimhinden klar til at modtage ægget.

Den dag man får sat æg op, skal det tøes op om morgenen. Der vil altid være en risiko for det ikke lykkes, men alt gik lige som det skulle.

For at give de bedste forhold for lægen, skulle jeg møde op med en fyldt blære. Når blæren er fyldt retter det livmoderen ud fra sin krumning og det er nemmere at føre kateteret ind med det lille æg. Jeg havde fået at vide, at jeg fra kl. 11-13 skulle drikke godt med væske og jeg måtte ikke lade vandet i den periode. Jeg gjorde præcis som de sagde og kom med en latterlig overfyldt blære! Beskeden lød: til en anden gang, behøver den slet ikke være så fyldt! Nå, men det kunne jeg jo ikke gøre så meget ved denne gang. Men forestil dig lige… Et spekel for neden indført med vand i stedet for gel og en scanner på maven der PRESSES ned for at få et godt billede af livmoderen – det var sygt ubehageligt!!!

Men den lille spire er placeret og vi håber på du bliver den bedste julegave i år!

I dag er jeg 3+0, hvis man tæller det, som værende en blivende graviditet. Jeg aner endnu ikke om der er gode nyheder i vente, men har de sidste dage haft noget mureren og menstruationslignende sammentrækninger i underlivet! Jeg håber selvfølgelig, at der er en lille spirer der er ved at bygge sin rede, men det kan også være pga. medicinen. Vi krydser og håber på et lille julemirakel! Testdag er d. 25/12, men klinikkerne har lukket pga helligdag, så det er rykket til d. 27/12. Det bliver nogle ret nervepirrende juledage..

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *