En kort opdatering

I lørdags fik vi lagt vores sidste blastocyst op. En fin blastocyst med karakteren 4AB. Den var startet hatching i laboratoriet. Denne her gang kan jeg mærke, at jeg har glædet mig rigtig meget! Det er stadig med lidt blandede følelser, da det er det sidste æg fra vores første ægudtagning. Håbet for at det sætter sig, frygten for, at det ikke gør. Hvis det ikke sætter sig er der en ægudtagning i sigte. Hvis det sætter sig, har vi ikke nogen på frys til en søskende. Og det er en del af det her game!

Jeg håber inderligt, at vi skal have en lille spire med til Island i marts måned. Uanset hvad, bliver marts måned en pause måned. Hvis testen er negativ, har vi begge brug for lige at trække vejret og mærke os selv, inden vi går i gang med andet forsøg.

Vi har planlagt en 10 dages rejse på Island, hvor vi skal bo tæt på en barndomsveninde, der er flyttet til Island. Vi glæder os begge utrolig meget til at trække stikket og bare nyde hinanden og et frirum fra en hverdag der har været ret vild det sidste halve år.

Men inden rejsen påbegyndes, har vi lige to testdage. Jeg får nemlig hCG støtte denne gang, som er en mulighed ved ustimuleret forsøg. Det vil sige jeg skal tage 8 klik af en Ovitrelle pen 3 gange med 3 dages mellemrum. Dette gøres for at “snyde” kroppen lidt til at tro den er gravid. Det er en ret gammel teknik man ikke bruger som standard, men grundet det er vores fjerde oplægning af fine blastocyster uden resultat, foreslog gynækologen at forsøge med det denne gang. Første testdag er d. 27/2, hvor der er mulighed for, at prøven kan være falsk forhøjet, på grund af Ovitrellen. Derfor er der planlagt en ekstra blodprøve d. 4/3,som er den vi endeligt kan regne med. Så der er lidt ekstra ventetid denne gang!

Stress og fertilitetsbehandling

Dette blogindlæg har været længe undervejs og sammenhængen mellem overskriften, indholdet og den tid det har taget at lave, giver ret god mening.

Jeg har brugt en del tid på at undersøge hvordan stress kan påvirke infertilitet og hvorfor det er så stressende at være i fertilitetsbehandling. Jeg har ikke lavet kildekritik, men læst lidt forskellige rapporter/artikler og man må tage det for hvad det er. Personligt har jeg fundet en mening med hele processen og det er det der er det vigtigste. Hele formålet med bloggen er primært egenterapi og forhåbentlig lidt inspirerende læsning til jer der ikke kender til fertilitetsbehandling og ikke mindst lidt meningsfyldt læsning til jer, der gennemgår samme process!
Tilbage på sygeplejestudiet arbejdede vi med en teoretiker, Psykiater Irvin D. Yalom. En del af Yaloms teori, synes jeg er ret interessant i forhold til fertilitetsbehandlingen.
Yalom taler om de fire eksistentielle grundvilkår. som skal ses som par:

  • at vi uundgåeligt skal dø, betyder også at vi skal leve
  • at vi i afgørende stunder er alene, betyder også at vi er sammen med andre
  • at livet er meningsløst, betyder også at vi (selv) må give det mening
  • at vi har frihed til at vælge, betyder også at vi har forpligtelser og er begrænset i vores livsudfoldelse og ikke altid noget, vi selv er herre over.

Forplantning kan være et af menneskets eksistentielle grundlag. Det er biologiens stærkeste instinkt. Som menneske er man, ifølge Yalom, meningssøgende og vi skal selv finde tilstrækkeligt med meningsindhold for at opretholde vores eget liv (1,2).
Når man inderligt ønsker sig, at stifte familie og man sidder med følelsen af, at det gør livet meningsfuldt, er det en stor belastning for kroppen når det ikke bare kan lade sig gøre. Fra lige knap 4 år siden, droppede vi præventionen og har potentielt set haft muligheden for at blive gravide. Det har specielt været et KÆMPE ønske fra min side og det jeg ønsker mig allermest i livet: at blive mor. At blive mor til mit og Heines fælles barn. I næsten 4 år, har jeg nok været så meget fokuseret på det, at jeg lidt har begrænset alt andet godt omkring mig.
For hvad nu hvis…
Næste måned sker det nok…
Det er måske ikke så godt, hvis jeg nu er gravid…
Det passer med en potentiel termin der, så det duer nok ikke…
Personligt vil jeg betragte mig selv i en form for livskrise og har nok været der længe. Undervejs i dette blogindlæg er jeg blevet en del klogere på en masse ting, der er nogle brikker der er faldet på plads og ikke mindst er der lige pludselig en hel del der nu giver mening. Mening ud fra den måde jeg har reageret på, og mening ud fra den måde jeg har handlet på. I min research mødte jeg Psykolog Jørn Laursen, der blandt andet har forfattet bogen “Eksistentielle livskriser – noter til en eksistentialistisk psykologi”. Jeg har ikke læst selve bogen, men fundet citater der giver rigtig god mening.
Psykolog Jørn Laursen siger:
“Du er i en livskrise, når du spørger til livets mening og ikke kan finde den, eller når du er fastklemt i en position, som du ikke kan komme ud af”(3).
I en lang periode har jeg faktisk nok, netop haft svært ved at finde livets mening. Jeg har ikke været oprigtig glad længe og har nok egentlig været i en slags venteposition i flere år. Dermed ikke sagt, at der ikke er sket gode ting i den periode, tværtimod. Vi har en dejlig familie, en stor skøn vennekreds og vi har begge gode jobs. Men….
“At alt det, som man har kæmpet for og henimod, ikke længere giver livsenergi og indhold i hverdagen. En livskrise kan i princippet være ganske kortvarig, men ofte vil den tage både uger, måneder og år at komme igennem.” Jørn Laursen. (3)
Laursen kommer med endnu en god beskrivelse af det, jeg oplever. På et tidspunkt er det svært at finde håbet og troen på, at familiestiftelsen vil finde sted. I ca. 40 måneder, er jeg hver måned blevet skuffet over endnu en menstruation. Skuffet over, at det heller ikke var denne måned det skete. De vildeste blandede følelse af glæde for en anden og ens egen sorg ved de 12 vennepar vi har ønsket tillykke med graviditeten og den længsel der selv vokser sig større. Det er en krise der er vildt svær at komme ud af, når elementet der skabte den, hele tiden tricker i en.
“På lavpunktet i livskrisen kan man blive angst for at miste grebet om selve livet. Intet giver mening, og man har svært ved at se en fremtid for sig. Det er i virkeligheden der, man skal være allermest robust, tage handling og kæmpe imod følelsen af ligegyldighed, som kan blive en sovepude” Jørn Laursen. (3)
Jeg har været der nede hvor det gjorde allermest ondt. Jeg har været der, hvor angsten tog over, jeg har været der, hvor fremtiden føltes ligegyldig. Men jeg kom op og er stadig væk på vej op, efter en stresssygemelding. Foråret 2016 var en hektisk arbejdsperiode. Det var sommeren 2016 vi blev udredt for infertilitet. D. 25/7-16 gik jeg grædende hjem i løbet af min arbejdsdag og havde haft en mega blackout, hvor jeg slet ikke anede hvad jeg lavede… Jeg fik en kort sygemelding på 14 dage, genoptog arbejdet og blev sygemeldt igen d. 30/8 og små 3 måneder frem. Jeg var helt slået ud, sov ikke rigtig og havde alle stresssymptomer, i mindre og sværere grad. Takket være Heine, min omgangskreds og det jeg selv formåede at gøre, kom jeg på benene igen. Set i bagklogskabens klare lys, dog alt for tidligt. 2,5 år efter er jeg stadig meget mærket af den sygemelding og min krop er stadig meget sårbar.
I en artikel af Dr. Domar med Ph.D. i sundhedspsykologi beskriver hun, at der er forskning der har vist:
“At barnløse kvinder er ramt af samme grad af angst og depression, som kvinder med kræft, hjertesygdom eller kvinder med HIV”. (4, side 1)
Jeg synes det er en ret interessant betragtning. For mit eget vedkommende, har jeg i hvert fald på egen krop mærket en stor fysisk, såvel psykisk reaktion. I et halvt år har jeg taget medicin og gået til rigtig mange undersøgelser. Sommetider har jeg haft lyst til at lave en forsigtig sidestilling til undersøgelserne og overgreb. Jeg ved godt det ikke kan sammenlignes, for jeg ligger trods alt frivilligt mine ben op i gynækologi stolen, men at have ladet 6 læger, et par uddannelses læger og 8 sygeplejersker undersøge en forneden, med diverse instrumenter, er egentlig lidt voldsomt. Med alle de undersøgelser samt de store mængder medicin jeg har skulle tage, har jeg følt mig sygeliggjort. Jeg fejler ikke noget, men idet du træder ind i et rum med folk i uniformer, skabes der et ulige forhold med fagpersonerne med deres autoritet, hvor du bliver patienten. Overordnet vil jeg sige, at klinikken håndterer forløbet ret godt, men når man har været inde hos forskellige læger/sygeplejersker hver gang, har man virkelig manglet noget kontinuitet, for der er ikke en, der ved hvordan hele ens forløb har været, når man kommer til behandling/undersøgelse. Jeg har følt, at jeg er den primære tovholder i forløbet og har følelsen af, at jeg selv skal have meget styr på tingene, for at få den mest optimale behandling. Jeg kan godt føle mig som et nummer i rækken, for der er ikke nogen der har kunne huske hvilke nummer æg det er der skal bruges, hvor mange forsøg vi har brugt, ej heller hvor mange æg der er tilbage og evt. forslag til videre behandling. Og al dette kan vi vist kun takke sundhedssystemet for og den korte kontakt med de fagpersoner der skal passe på os. Jeg er glad for, at gå i behandling, hvor vi gør. Jeg er glad for, at vi kan få den hjælp vi kan få.
I samme artikel bliver der nævnt arbejde, rejser og ensomhed, som jeg også kan relatere meget til. Jeg er en af de heldige der har en MEGET forstående arbejdsplads. Med den fleksibilitet der er udvist der, kan man kun være tilfreds. Men om noget er det en stressfaktor, at jeg ofte føler jeg forsømmer min arbejdsplads og ikke mindst mine kollegaer, for de skal jo bare løbe stærkere og dække mine timer, hver gang jeg er væk. Til trods for, at jeg har forsøgt, at planlægge udenom arbejdstider, er der så godt som umuligt, da alle scanninger skal foretages på bestemte dage, i forhold til min egen cyklus. Ofte er det med meget kort varsel, at man kan meddele sit fravær. I forhold til rejse, er det jo ikke noget man behøver, men i den her process, tror jeg det er sundt, at komme lidt væk fra hverdagen, nyde hinanden og ikke mindst den ‘pause’ man føler man får fra det hele. Det kan dog være ret svært, at planlægge, da man ikke ved, hvornår behandlingerne ligger. Igen er det ren og skær frynsegoder og man kan jo bare holde pause fra behandlingen, men det er bare en vildt svær beslutning at træffe, da vi jo også har behov for, at vi forhåbentlig snart står med den positive test i hånden.
Så er der ensomheden. Til trods for åbenhed og et helt igennem forstående og dejligt netværk, kan ingen tage det fra mig, at man i sådan et forløb til tider bliver ramt af ensomhed. En ensomhed der er svær at forklare. Det er ikke en ensomhed som et savn af menneskelig kontakt. Det er ikke mig alene der går igennem fertilitetsbehandlingen, det gør vi begge to og Heine er den bedste støtte jeg kunne ønske mig. Meen det er mig og min krop alene, der skal igennem alle undersøgelserne og medicinbehandlingen. Den sorg man oplever ved hver negative test, kan kun den der har oplevet det selv, sætte sig ind i.
Og med alle disse ord vil bestemt ikke definere mit liv som meningsløst, men kan godt afsløre, at jeg de sidste mange år, har rendt rundt i min lille boble af ønsket om familiestiftelse. Og som skrevet tidligere har jeg haft svært ved at planlægge mit liv alt for langt ud i fremtiden, for “tænk nu hvis, jeg var blevet gravid”.
Jeg har den sidste måneds tid reflekteret meget over, hvad der kan gøre mit liv mere meningsfyldt her og nu.
Jeg vil forsøge at gøre en masse ting der er gode for mig selv og eventuelt godt for os begge to og parforholdet.

  • Jeg gav Heine en 10 dages rejse til Island, hvor vi er afsted på vores 5 års dag om en måned.
  • Jeg har købt et 8 klips kort til Kundalini yoga. Denne type yoga har meget fokus på åndedræt og meditation og gennem hele timen, er det primært åndedrætsøvelser man laver gennem mantraer. Det er er super god form for yoga til at reducerer stress, samt holde koncentrationen i nuet. Desuden har jeg afprøvet youtube ‘’yogatime’’ og det fungerer ret godt!
  • Jeg har taget kontakt til en fysioterapeut grundet ondt i venstre hofte og venstre ben, som viste sig, at være utroligt hårde muskler, fyldt med myoser omkring bækkenet, som klemmer på Iskiasnerven. Jeg har fået en række øvelser, som allerede har hjulpet til at få løsnet op!
  • Jeg har fået et Smartwatch, som er virkelig fedt. Det analyserer søvn, puls, aktivitet mm over hele døgnet og fortæller en, hvis man har brug for at sætte sig ned og lige trække vejret. Derudover har det vildt mange fede features, så det er jo et stykke rent legetøj.
  • Jeg har fået godt gang i min symaskine og den kreative del af hjernen, og det er virkelig ren meditation for mig.
  • Jeg forsøger at dyrke vennekredsen noget mere (de er heldigvis fantastisk gode til at hive fat i mig, da jeg ofte bare er træt og har minus på overskudskontoen og derfor ikke får gjort noget ved det!) så tak til det fantastiske netværk vi har
  • Jeg er startet i en netværksgruppe for barnløse kvinder i fertilitetsbehandling. Det har været en stor hjælp til at reducere ensomhedsfølelsen. Det har desuden skabt en masse samtaleemner herhjemme, om hvordan vi håndterer vores fertilitetsforløb og her kan jeg kun sige: Jeg er stolt, trods alt!
  • Positiv dagbog, hvor jeg dagligt vil noterer dagens positive oplevelser og hvad der ellers kunne være interessant

Tusinde tak fordi I læste med.

_____________________________________________________________________
Kildehenvisning

  1. https://eksistentielpsykologi.net/livets-psykologi/livets-eksistentielle-grundvilkaar/
  2. https://www.dp.dk/decentrale-enheder/dansk-psykoterapeutisk-selskab-for-psykologer/wp-content/uploads/sites/46/2015/01/28-09-07_2007_artikel_yalom_Irene-C.pdf
  3. http://www.psykiatrifonden.dk/viden/gode-raad-og-temaer/livskrise/livskrisen-du-kommer-ikke-udenom-men-du-kan-komme-styrket-igennem.aspx
  4. http://familybuilding.resolve.org/site/DocServer/15_Coping_with_the_Stress_of_Infertility.pdf?docID=5705 side 1