Missed abortion – jeg var gravid

Missed abortion / senabort blev også noget vi skulle opleve

Missed abortion. 9+1

Jeg starter med en kronologisk opsummering af de sidste 2 måneder af vores liv. Det har været 2 meget spændende måneder, der har budt på de vildeste følelsesmæssige udfordringer nogensinde!

Vi spoler tiden tilbage til d. 27 februar, hvor vi stod  med 2 positive graviditetsteste og en hCG-værdi på 256. Vi var ubeskrivelig glade. Da jeg havde fået lidt hCG-støtte i form af Ovitrelle, skulle jeg have taget ekstra blodprøver, da der var en risiko for, at Ovitrellen kunne give en falsk forhøjet blodprøve.

D. 1 marts fik jeg taget endnu en blodprøve og hCG var steget til 592. Hold op en fest!! Sidste blodprøve var d. 4 marts, hvor hCG’en var steget yderligere til 1840. Det var næsten ikke til at fatte, at det lille æg havde sat sig fast og en graviditet var ved at udvikle sig!

D. 8 marts tog vi lykkelige på en 11 dages rejse til Island. Det var en hel perfekt tur og vi snakkede meget om, hvor spændende det hele var! Sidst på ferien begyndte jeg at få kvalme og jeg var så træt, at en middagslur gjorde underværker! Vi ramte dansk jord igen d. 17 marts på vores 5 årsdag og der var kun 3 dage til den aller første scanning svarende til 7+2.  Det var ret specielt, at der var flere tegn på, at der skete noget i kroppen. Jeg havde daglige ligamentsmerter og kunne bare mærke, at der skete noget i kroppen.

Snæfellsnesvegur ved Borganes.
Ölkelduvatn Mineral Spring.
Arnarstapi, Snæfelldnæ.
Öndverðarnes lighthouse, Snæfellsnæs
Lake Kleifarvatn
Lake Kleifarvatn
Blue Lagoon
þingvellir
Geyser
Gullfoss

D. 20 april kom vi til klinikken med en skøn følelse og glædede os til at se vores lille guld mirakel. Det fik vi også lov til. Der gik al for lang tid, før lægen kom med beskeden: “der er hjerteblink, men graviditeten er meget lille”! Stemningen på stuen var meget trykket og lægen undersøgte meget grundigt. Han var bestemt ikke tilfreds med det han så på skærmen. Jeg brød fuldstændig sammen og kan ikke huske hvornår jeg har grædt så meget. Jeg hulkede og Heine holdt om mig, da jeg var kommet på benene igen. Vores verden faldt fuldstændig sammen. Den store lykkerus vi havde gået rundt i, forsvandt i løbet af et splitsekund. Vi stod lang tid og holdt om hinanden og var i en form for chok sammen.
Da vi havde fået krammet færdigt, havde vi en samtale med lægen og sygeplejersken på stuen. De var simpelthen så søde og omsorgsfulde og vi kunne mærke, at de også var mærket af dagens resultat. Beskeden efter samtalen var: “der er liv, den er for lille, det kan være en langsom starter, men det kan gå begge veje!”. Vi fik derfor tid til endnu en scanning en uge efter.

I løbet af ugen syntes jeg, at graviditetssymptomerne var aftagende. Jeg havde ikke rigtig kvalme mere, syntes brysterne var mindre ømme, ligamentsmerterne føltes mere som menstruationslignende ømhed. Jeg havde en fornemmelse af, at den næste scanning ville give et dårligt resultat. Men samtidig var jeg også opmærksom på, at psyken måske kunne lave rigtig rod i den.

Da vi kommer på klinikken igen d. 26 april, var det en ny læge og ny sygeplejerske. De startede med at spørge lidt ind til, hvordan det var gået siden sidst. Jeg fortalte om de aftagende symptomer og at jeg havde en dårlig fornemmelse. Jeg sagde også at jeg var forberedt på et dårligt resultat. Jeg havde ikke haft blødning eller tiltagende underlivssmerter, men mavefornemmelsen var bare ikke god! Jeg blev scannet igen. Lægen var grundig og der gik igen lidt før der kom en melding: “der er hjerteblink, det er langsomt, den er kun vokset 1 mm”. Efter scanningen snakker vi igen med personalet og konklusionen er status quo og vi skal komme igen en uge efter…

Mandag d. 1 april, svigermors fødselsdag, stod den på endnu en scanning. En ny læge, men samme sygeplejerske som sidst.
Igen den dag går der længe før der kommer en melding fra lægen. Han siger klart og tydeligt: “den er ikke vokset, det er en unormal graviditet og jeg mistænker det er din puls vi kan se som blink og ikke fosterets”. Jeg græder stille, mens han mærker min puls på mit håndled og sammenligner den med det vi ser på skærmen. Det er min puls der kan ses. Fostret er gået til. Min krop ryster mens tårerne triller stille ned ad kinderne. Heine holder om mig det han kan, mens jeg ligger i gynækologistolen. Han nusser mig og kysser mig, mens han tørrer tårerne væk. Jeg bliver undersøgt MEGET grundigt, så der ikke laves  en forhastet konklusion. Billedet bliver ændret på skærmen, for at tjekke blodgennemstrømningen i underlivet. Der er flot blodforsyning til og fra min livmoder, men ingen gennemstrømning gennem fostret. Der er ikke noget at tage fejl af. Lykkerejsen ender her for denne gang!

Jeg kommer i tøjet igen, Heine og jeg står i minutter og bare holder om hinanden i stilhed. Efter lidt kigger vi bare på hinanden og siger ingenting. Nærværet er nok. Ingen ord kan gøre noget.

Vi kommer efter lidt tid tilbage til virkeligheden og en samtale med personalet skal klares. Det bliver italesat igen, at graviditeten er gået til. Jeg har en senabort.

Da min krop ikke selv er gået igang med at udskille graviditeten, skal jeg derfor have foretaget en abort. Vi får fremlagt de to muligheder der er: en medicinsk abort eller en kirurgisk abort.

Jeg havde allerede bestemt mig i sidste uge. Hvis graviditeten ville gå til og jeg ikke selv aborterede, skulle det være en kirurgisk abort. Jeg havde også snakket med Heine om det. Som tidligere skrevet, havde jeg en dårlig mavefornemmelse og helt automatisk begyndte jeg at forberede mig på det værst tænkelige.

Begrundelsen for den Kirurgiske abort var, at det er hurtigt overstået og det bliver gjort mens jeg sover. Jeg kunne slet ikke bære tanken om, at skulle bløde det lille bitte væsen ud! Og tanken om, at det kunne tage flere dage og at det yderligere kunne ende med, at det var nødvendigt med en kirurgisk abort bagefter, gjorde mig helt sikker i min beslutning. Lægen bakkede op omkring mine tanker og jeg blev indstillet til operationen. Der var plads på operations programmet dagen efter.
Sygeplejersken tog os med ind i et lokale ved siden af og gennemgik den praktiske information i forhold til indgrebet. Jeg skulle faste fra midnat og tørste fra 5.30.  Desuden skulle jeg have taget endnu en blodprøve, så de kunne bestemme min blodtype. Det er normal procedure inden et indgreb, hvor der er risiko for blodtab. Vi gik direkte over til blodprøvetagning og trak et nummer. Der var 70 foran mig…. Vi ventede 1,5 time , prøven blev taget og vi kunne tage hjem.

D. 2 april kl. 6.40 mødte vi på G115 på Herlev hospital. Gynækologisk sengeafdeling. Kl. 7.10 blev vi tildelt en stue og jeg fik en seng og hospitalstøj.

Jeg er selv sygeplejerske og arbejder på Gynækologisk/Obstetrisk operationsgang på et andet hospital og det var simpelthen så ubeskrivelig mærkeligt, pludselig at være patient i sit eget speciale. Det gjorde til gengæld, at jeg vidste alt hvad der ville ske og det passede mig egentlig ret fint.

Jeg blev gjort klar af den sødeste sygeplejerske og jeg følte mig virkelig godt behandlet. Jeg fik målt de vitale værdier og alt så fint ud. Vi fik at vide, at jeg var på dagens akut program (det vil sige, at jeg ikke ingår som en planlagt operation, men betragtes som en akut patient) og det var virkelig øv. For når man er på akut programmet bliver man taget ned, når der er tid og da jeg ikke havde det dårligt (smerter og blødning) ville jeg nemt kunne blive udskudt, hvis der kom noget mere akut.

Da klokken var ca. 9, kom portøren og hentede mig. Der gik overdrevet mange tanker igennem hovedet på mig og nervøsiteten tog til. Det var en ualmindelig sød portør der hentede mig, og vi nåede at snakke en hel masse på vej ned, hvilke gjorde, at tankerne kom lidt i ro. Da han havde parkeret mig lige ude foran operationsstuen begyndte adrenalinen at pumpe rundt i kroppen. Jeg fik det småskidt og begyndte at svede overdrevet meget. Nu var det nu. Det var så syrealistisk. Det skulle bare overstås!! Der kommer en sygeplejerske ud….. For at fortælle, at jeg bliver nødt til at blive kørt retur til sengeafdelingen, da der kommer et akut kejsersnit. Fuck man. Nu var jeg lige så klar jeg overhovedet kunne blive. Det var skønt det kunne klares så tidligt på dagen…. Men tilbage til sengeafdelingen. Det var svært at se Heine igen da jeg kom tilbage. Sygeplejersken havde heldigvis lige nået at sige til ham, at jeg kom retur og vi var rykket bagud på listen. Jeg havde det ret dårligt. Hele min krop sitrede af nervøsitet. Jeg havde svært ved at trække vejret helt ned i maven. Jeg kunne mærke at det kunne udvikle sig til et angstanfald. Heine holdt mig i hånden mens jeg lavede en form for meditation. Det hjalp lidt. Efter måske 30 min kom der en læge ind og tilbød, at vi kunne tage hjem og få en tid på det planlagte program dagen efter. Både Heine og jeg var klart enige om, at vi ville gøre alt vi kunne, og holde ventetiden ud. Vi havde begge sovet max 4.5 time op til denne dag, da vi begge var noget berørte af hele situationen. Vi var mega trætte og kunne slet ikke overskue, at køre sådan en dag mere. Der var kommet yderligere en akut operation før mig og vi fik besked om, at der i hvert fald ville gå 2 timer, før jeg kom ned igen. Jeg bad om at få et væske drop op, da jeg var begyndt at være ret tørstig og havde en begyndende hovedpine. Klokken var ca. 11 og jeg havde sidst drukket væske kl. 5 om morgenen.
 

Jeg faldt i søvn mens Heine nussede mig. Hold op jeg havde ondt af ham. Han var også nervøs, men gav mig så meget omsorg og ro. Han sad på en metalstol det meste af dagen og måtte klare lidt arbejde ved computeren mens jeg sov.

Kl. blev 14 og jeg blev hentet igen. Det første jeg fik at vide på operationsgangen var, at jeg ikke ville blive kørt retur denne gang!

Jeg blev modtaget af et rigtig sødt operationscrew. Vigtigst af alt lige der, var anæstesi sygeplejersken. De vidste, at jeg selv arbejder på operationsgangen, men jeg bad om, at de gav al informationen, som om jeg ingen faglig viden havde. Jeg begyndte at klamsvede igen. Mine hænder var drivvåde. Jeg fik iltmasken på. Skyndte mig at spørge, om operationssygeplejersken ville holde mig i hånden. Jeg fik først noget meget stærk smertestillende. Jeg blev helt varm og tung i kroppen og nåede kortvarig at mærke vejrtrækningen blev tung. Og så husker jeg ikke mere. Bang og jeg sov. Jeg sov hel fantastisk.

15 minutter senere vågnede jeg igen og havde det så dejligt til at starte med. Det føltes rart i kroppen. Opvågningen var blid og rolig. Jeg blev mødt af smil og en masse omsorg. Og så gjorde det lidt ondt. Jeg skulle over i sengen fra operationslejet og det var en syret fornemmelse. Det føltes som den vildeste brandert. Det hele snurrede og det var faktisk lidt sjovt. Jeg havde ikke fået lagt larynxmaske(det rør man får i halsen under en kort operation og kobles til respirator), men derimod blevet ventileret manuelt under hele indgrebet. Anæstesi sygeplejersken sagde, at jeg blev ved med at bide hende, så det var ikke sådan lige at få det anlagt. Jeg begyndte at grine og græde på samme tid og personalet syntes også det var lidt sjovt. Jeg kan ikke så godt huske køreturen op til sengeafdelingen, men jeg kan huske gensynsglæden da jeg så Heine. Det var så ualmindelig dejligt at se ham igen på den anden side af det hele.

Lige efter operationen

Jeg fik noget mere smertestillende da jeg kom retur i afdelingen og jeg var ret hurtig smertefri. Jeg fik lidt at spise, og 1 time efter, at jeg var retur i afdelingen, var jeg klar til at gå hjem. Min  lillesøster insisterede på at komme ud til mig på sygehuset, da hun havde fri fra arbejde. Det var så dejligt, at se hende også. Vi fulgtes hjem og spiste aftensmad sammen.

Jeg fik lidt ondt igen i løbet af aftenen, men en cocktail af varmepude, panodil og Ibumetin kunne klare det meste.

Her bagefter er der en del at bearbejde. Det lille liv vi lige har mistet og den sorg der følger med. Selvom jeg kun nåede 9+1 før det blev konstateret, at graviditeten var gået til, var det, det aller tætteste vi havde været på, at have vores egen lille familie. Dagene efter havde jeg følelsen af, at have et tomt hul i maven. Jeg har haft ondt on and off dagene bagefter, men det var været til at holde ud. Jeg har heller ikke blødt en hel masse, så alt i alt har hele forløbet været acceptabelt(hvis man ser bort fra, hvad vi egentlig har været igennem). Jeg har grædt lidt et par gange, men det virkede mest, at det var en reaktion på, at alt er gået så stærkt og livet pludselig er sat lidt i stå.

Jeg er taknemmelig for, at det hele er gået så fint og jeg er stolt af, at være en del af det danske sundhedssystem. Stoltheden kommer af at have mødt så mange “kollegaer” der har passet så godt på mig og Heine, samt givet os den tid og ro vi havde brug for.

Nu skal den fysiske del hele færdig og den psykiske del kommer lige så stille efter det.

Når min krop, og vi er klar, skal vi have en samtale med klinikken. Vi skal igang med en stimulation igen, da vi har brugt alle vores befrugtede æg. Det føles som at være slået tilbage til start, men heldigvis ved vi, hvad vi går ind til. Kan ikke forestille mig, at der er så meget mere der kan overraske os…

TAK, fordi du læste med. Det betyder så meget med alle jer der hepper med på sidelinjen!!

Blomster fra Heine
Blomster fra logepigerne
Blomster fra et vennepar