Long time no see

Nå… hvor skal jeg næsten starte…. Det er ved at være rigtig lang tid siden, at jeg har lavet en update her på bloggen. Jeg har i stedet brugt min instagramprofil til at lave lidt mindre opdateringer undervejs. Men nu er det tid til at lave et længere skriv!

Siden sidst:

Vi spoler tiden tilbage til d. 2 april. Det var datoen, hvor jeg fik lavet den kirurgiske abort, da det lille foster var gået til. Siden april har der været absurd mange lange ventetider, hvilke må siges, at være en genganger i det her game. Der er hele tiden VENTETID!

D. 29 april havde vi en samtale på klinikken i forhold til det videre forløb. Det var rigtig rart at have en opsummerede samtale efter operationen. Igen bliver man mødt af et fantastisk personale der har fuld forståelse og samtidig med en følelse af at være unik og ikke bare “den næste patient i rækken”. Læge A, som også er vores kontaktperson virkede oprigtig ked af det på vores vegne og faktisk også på sine egne. Det gør så afsindigt meget, at man kommer et sted, hvor personalet behandler en, præcis som man har brug for. Tak!

Ved samtalen blev vi tilbudt at være med i et forsøg. Jeg orker ikke at gå i dybden med det, så kort fortalt skulle der tages en biopsi af de befrugtede æg og med denne kunne de lave en kromosomoptælling, for at tjekke at der er det korrekte kromosomantal i hvert befrugtet æg. Det takkede vi ja til, selvom det ville betyde ekstra ventetid. Den ekstra ventetid kom af, at de ikke ville sætte et æg op, før de havde resultaterne på biopsierne og det var der 3 ugers levering på.

Så… d. 6 maj startede jeg op på hormoner igen. Samme præparater som sidst og samme dosis. Jeg var utrolig spændt på, at skulle tage medicinen, da jeg ved sidste stimulation blev ret syg! Heldigvis slap jeg ret billigt denne gang. På fjerdedagen og til slut havde jeg kvalme, jeg blev ret træt og havde flere humørsvingninger end sidst. Men vigtigst af alt, jeg kunne passe mit arbejde denne gang!

Vi var på klinikken flere gange til scanninger og folliklerne udviklede sig så fint. Ved den sidste scanning d. 16. maj talte vi minimum 15 fordelt på begge æggestokke.

D. 16 blev også dagen hvor jeg skulle tage ægløsningssprøjte og denne gang blev det 2 Gonapeptyl. Det blev en rigtig øv oplevelse. Jeg var efterhånden total sprød af alle de følelser der fyldte min krop. Den første sprøjte gjorde ret ondt at injicere, så at skulle stikke sig en gang mere med det “lort” var helt uoverskueligt! Heine holdt mig i hånden mens tårerne trillede ned af kinderne. Jeg fik et langt kram og klarede den SIDSTE sprøjte. Jeg var helt tom og underlig i kroppen bagefter, men Heine kunne endnu engang få mig til at være stolt over, at have klaret endnu en omgang.

D. 18 maj stod på ægudtagning. Jeg var ikke særlig nervøs denne gang og havde fået lov at få lidt mere smertestillende, hvis jeg følte der var behov for det. Så på en måde glædede jeg mig lidt.

Måske også fordi mine æggestokke føltes som 2 store bolde inde i mig og det var sygt ubehageligt at bevæge sig den mindste smule…

Men ægudtagningen gik bestemt ikke som forventet. Da de havde høstet 10 flotte follikler på den venstre æggestok med æg i alle sammen skulle vi videre til den højre…. Men den forbandede æggestok gemte sig, så det var umuligt for dem, at få et ordenligt billede på ultralyden.

Sygeplejersken stod nærmest på min mave, for at forsøge at presse æggestokken ned. De stak en del gange og endte sågar med at få lov at stikke igennem min livmoder, hvilke gjorde pænt ondt… I den her situation kommer der en hel vanvittig viljestyrke og stædighed frem i mig og jeg var og ikke engang det gav pote. Vi måtte afbryde ægudtagningen og jeg var helt ødelagt. Det eneste jeg kunne fokusere på der, var at det hele føltes spildt og at der var mange potentielt gode æg, der bare ville gå tabt nu, men det var ikke forsvarligt at stikke mere. I den region af en kvindekrop er der nogle store blodkar omkring livmoderen og dem der forsyner benene. Det var for risikabelt at stikke i “blinde”,da det ville være forfærdeligt at perforere et kar.

Jeg gik der fra med en kæmpe frustration i kroppen.

D. 23 maj måtte jeg alligevel have en sygedag. Jeg vågnede med den vildeste hovedpine, kvalme og helt udmattet i kroppen. Jeg var en tur forbi klinikken til en omgang blodprøver, men det så heldigvis okay ud. Let forhøjede infektionsrisiko, ellers var alt ok. Man mistænkte, at det var pga højt østrogenniveau i kroppen, grundet en “ikke tømt æggestok”, som ville forsvinde, så snart kroppen selv havde lavet en ægløsning. Vi fik nærmest forbud på at have ubeskyttet samleje før jeg havde haft min næste blødning. En flerfoldsgraviditet med op mod 10 æg der kunne befrugtes er jo aldeles uhensigtsmæssig, selvom vores chancer fr en naturlig graviditet nærmest er lig nul.

D. 24 maj kom der besked i e-boks om, at de havde kunne bioptere 6 af de befrugtede æg, som nu var blevet til blastocyster og klar til at komme på frys.

D. 14 juni kom der igen besked i e-boks med beskeden om, at 3 af de 6 blastocyster der var kommet på frys, havde det korrekte kromosomantal. Det var lidt blandede følelser jeg stod med. Jeg var vildt glad for at der var 3 æg der havde klaret sig så godt, men samtidig også skuffet over, at brugbare æg, blev reduceret med 50%. Helt inde i maven er jeg jo lykkelig over, at vi har nogle gode æg, med korrekt kromosomantal, men der er bare et stort ønske om, at have en hel masse at bruge af, da der jo så er kortere mellem eventuelle ægudtagninger. For frygten for en endnu stimulering, vejer bare mere end troen på en af de 3 æg rent faktisk bliver en baby.

Jeg vil ikke sige at jeg har mistet håbet, men jeg tror jeg efterhånden har fået lagt en beskyttende skal på, da det så formentlig gør mindre ondt, hvis det går galt igen.

Lige nu venter vi på, at klinikken er færdig med at afvikle deres sommerferie, da det er der ventetiden ligger lige nu. Vi har ikke haft mulighed for at starte op efter sidste ægudtagning, grundet ventetider på svar på biopsier og nu sommerferielukning.

Vi får tidligst mulighed for at starte op i august, da det også skal passe med min cyklus, da der er stadig lang tid til vi får sat et æg op. Det har været død frustrerende ikke at kunne få lov at starte op igen. Der kommer til at være fået 6 måneder siden min udskrabning til vi kan starte op igen.

Men ved i hvad, det har faktisk også været helt fantastisk med en lang tvunget pause. Samtalerne her hjemme handler lige pludselig om andet en fertilitetsbehandling, vi kan passe vores arbejde på helt normal vis. Vi kan lave aftaler uden at skulle være usikre på evt at måtte aflyse, pga en tur på klinikken. Vi er herre over vores kroppe og vores hverdag for en periode. Og Gud hvor er det dog rart.

Jeg har været lidt rebelsk og drukket drinks, farvet mit hår lyserødt(en dag), farvet øjenbryn og fået en piercing 🤘🏻

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *