Vi er sgu igang igen ☀️

De sidste dage har jeg gået og være lidt spændt! Min menstruation har været 5 dage forsinket og det sker ALDRIG! Jeg nåede helt der ud i håbet om, om vi virkelig kunne have en chance for en Øko-baby….

Blev jo nødt til at teste, for hvad nu hvis…

Men nej, 2 bragende negative test tog det spinkle håb fra mig og kort efter startede blødningen.

Men hey, intet er så skidt, at det ikke er godt for noget! For i dag åbnede klinikken op for tilmelding til behandling efter deres sommerferie.

Efter 50 minutter, med start som nummer 19 i køen kom vi igennem på linjen og kl. 13.30 stod vi igen på Herlev fertilitetsklinik!

En skøn samtale med Dr. L og sygeplejerske T.

I samråd besluttede vi, at køre et stimuleret forsøg denne gang, så den første Østradiol tablet er indtaget og vi er sgu igang igen!

Long time no see

Nå… hvor skal jeg næsten starte…. Det er ved at være rigtig lang tid siden, at jeg har lavet en update her på bloggen. Jeg har i stedet brugt min instagramprofil til at lave lidt mindre opdateringer undervejs. Men nu er det tid til at lave et længere skriv!

Siden sidst:

Vi spoler tiden tilbage til d. 2 april. Det var datoen, hvor jeg fik lavet den kirurgiske abort, da det lille foster var gået til. Siden april har der været absurd mange lange ventetider, hvilke må siges, at være en genganger i det her game. Der er hele tiden VENTETID!

D. 29 april havde vi en samtale på klinikken i forhold til det videre forløb. Det var rigtig rart at have en opsummerede samtale efter operationen. Igen bliver man mødt af et fantastisk personale der har fuld forståelse og samtidig med en følelse af at være unik og ikke bare “den næste patient i rækken”. Læge A, som også er vores kontaktperson virkede oprigtig ked af det på vores vegne og faktisk også på sine egne. Det gør så afsindigt meget, at man kommer et sted, hvor personalet behandler en, præcis som man har brug for. Tak!

Ved samtalen blev vi tilbudt at være med i et forsøg. Jeg orker ikke at gå i dybden med det, så kort fortalt skulle der tages en biopsi af de befrugtede æg og med denne kunne de lave en kromosomoptælling, for at tjekke at der er det korrekte kromosomantal i hvert befrugtet æg. Det takkede vi ja til, selvom det ville betyde ekstra ventetid. Den ekstra ventetid kom af, at de ikke ville sætte et æg op, før de havde resultaterne på biopsierne og det var der 3 ugers levering på.

Så… d. 6 maj startede jeg op på hormoner igen. Samme præparater som sidst og samme dosis. Jeg var utrolig spændt på, at skulle tage medicinen, da jeg ved sidste stimulation blev ret syg! Heldigvis slap jeg ret billigt denne gang. På fjerdedagen og til slut havde jeg kvalme, jeg blev ret træt og havde flere humørsvingninger end sidst. Men vigtigst af alt, jeg kunne passe mit arbejde denne gang!

Vi var på klinikken flere gange til scanninger og folliklerne udviklede sig så fint. Ved den sidste scanning d. 16. maj talte vi minimum 15 fordelt på begge æggestokke.

D. 16 blev også dagen hvor jeg skulle tage ægløsningssprøjte og denne gang blev det 2 Gonapeptyl. Det blev en rigtig øv oplevelse. Jeg var efterhånden total sprød af alle de følelser der fyldte min krop. Den første sprøjte gjorde ret ondt at injicere, så at skulle stikke sig en gang mere med det “lort” var helt uoverskueligt! Heine holdt mig i hånden mens tårerne trillede ned af kinderne. Jeg fik et langt kram og klarede den SIDSTE sprøjte. Jeg var helt tom og underlig i kroppen bagefter, men Heine kunne endnu engang få mig til at være stolt over, at have klaret endnu en omgang.

D. 18 maj stod på ægudtagning. Jeg var ikke særlig nervøs denne gang og havde fået lov at få lidt mere smertestillende, hvis jeg følte der var behov for det. Så på en måde glædede jeg mig lidt.

Måske også fordi mine æggestokke føltes som 2 store bolde inde i mig og det var sygt ubehageligt at bevæge sig den mindste smule…

Men ægudtagningen gik bestemt ikke som forventet. Da de havde høstet 10 flotte follikler på den venstre æggestok med æg i alle sammen skulle vi videre til den højre…. Men den forbandede æggestok gemte sig, så det var umuligt for dem, at få et ordenligt billede på ultralyden.

Sygeplejersken stod nærmest på min mave, for at forsøge at presse æggestokken ned. De stak en del gange og endte sågar med at få lov at stikke igennem min livmoder, hvilke gjorde pænt ondt… I den her situation kommer der en hel vanvittig viljestyrke og stædighed frem i mig og jeg var og ikke engang det gav pote. Vi måtte afbryde ægudtagningen og jeg var helt ødelagt. Det eneste jeg kunne fokusere på der, var at det hele føltes spildt og at der var mange potentielt gode æg, der bare ville gå tabt nu, men det var ikke forsvarligt at stikke mere. I den region af en kvindekrop er der nogle store blodkar omkring livmoderen og dem der forsyner benene. Det var for risikabelt at stikke i “blinde”,da det ville være forfærdeligt at perforere et kar.

Jeg gik der fra med en kæmpe frustration i kroppen.

D. 23 maj måtte jeg alligevel have en sygedag. Jeg vågnede med den vildeste hovedpine, kvalme og helt udmattet i kroppen. Jeg var en tur forbi klinikken til en omgang blodprøver, men det så heldigvis okay ud. Let forhøjede infektionsrisiko, ellers var alt ok. Man mistænkte, at det var pga højt østrogenniveau i kroppen, grundet en “ikke tømt æggestok”, som ville forsvinde, så snart kroppen selv havde lavet en ægløsning. Vi fik nærmest forbud på at have ubeskyttet samleje før jeg havde haft min næste blødning. En flerfoldsgraviditet med op mod 10 æg der kunne befrugtes er jo aldeles uhensigtsmæssig, selvom vores chancer fr en naturlig graviditet nærmest er lig nul.

D. 24 maj kom der besked i e-boks om, at de havde kunne bioptere 6 af de befrugtede æg, som nu var blevet til blastocyster og klar til at komme på frys.

D. 14 juni kom der igen besked i e-boks med beskeden om, at 3 af de 6 blastocyster der var kommet på frys, havde det korrekte kromosomantal. Det var lidt blandede følelser jeg stod med. Jeg var vildt glad for at der var 3 æg der havde klaret sig så godt, men samtidig også skuffet over, at brugbare æg, blev reduceret med 50%. Helt inde i maven er jeg jo lykkelig over, at vi har nogle gode æg, med korrekt kromosomantal, men der er bare et stort ønske om, at have en hel masse at bruge af, da der jo så er kortere mellem eventuelle ægudtagninger. For frygten for en endnu stimulering, vejer bare mere end troen på en af de 3 æg rent faktisk bliver en baby.

Jeg vil ikke sige at jeg har mistet håbet, men jeg tror jeg efterhånden har fået lagt en beskyttende skal på, da det så formentlig gør mindre ondt, hvis det går galt igen.

Lige nu venter vi på, at klinikken er færdig med at afvikle deres sommerferie, da det er der ventetiden ligger lige nu. Vi har ikke haft mulighed for at starte op efter sidste ægudtagning, grundet ventetider på svar på biopsier og nu sommerferielukning.

Vi får tidligst mulighed for at starte op i august, da det også skal passe med min cyklus, da der er stadig lang tid til vi får sat et æg op. Det har været død frustrerende ikke at kunne få lov at starte op igen. Der kommer til at være fået 6 måneder siden min udskrabning til vi kan starte op igen.

Men ved i hvad, det har faktisk også været helt fantastisk med en lang tvunget pause. Samtalerne her hjemme handler lige pludselig om andet en fertilitetsbehandling, vi kan passe vores arbejde på helt normal vis. Vi kan lave aftaler uden at skulle være usikre på evt at måtte aflyse, pga en tur på klinikken. Vi er herre over vores kroppe og vores hverdag for en periode. Og Gud hvor er det dog rart.

Jeg har været lidt rebelsk og drukket drinks, farvet mit hår lyserødt(en dag), farvet øjenbryn og fået en piercing 🤘🏻

Missed abortion – jeg var gravid

Missed abortion / senabort blev også noget vi skulle opleve

Missed abortion. 9+1

Jeg starter med en kronologisk opsummering af de sidste 2 måneder af vores liv. Det har været 2 meget spændende måneder, der har budt på de vildeste følelsesmæssige udfordringer nogensinde!

Vi spoler tiden tilbage til d. 27 februar, hvor vi stod  med 2 positive graviditetsteste og en hCG-værdi på 256. Vi var ubeskrivelig glade. Da jeg havde fået lidt hCG-støtte i form af Ovitrelle, skulle jeg have taget ekstra blodprøver, da der var en risiko for, at Ovitrellen kunne give en falsk forhøjet blodprøve.

D. 1 marts fik jeg taget endnu en blodprøve og hCG var steget til 592. Hold op en fest!! Sidste blodprøve var d. 4 marts, hvor hCG’en var steget yderligere til 1840. Det var næsten ikke til at fatte, at det lille æg havde sat sig fast og en graviditet var ved at udvikle sig!

D. 8 marts tog vi lykkelige på en 11 dages rejse til Island. Det var en hel perfekt tur og vi snakkede meget om, hvor spændende det hele var! Sidst på ferien begyndte jeg at få kvalme og jeg var så træt, at en middagslur gjorde underværker! Vi ramte dansk jord igen d. 17 marts på vores 5 årsdag og der var kun 3 dage til den aller første scanning svarende til 7+2.  Det var ret specielt, at der var flere tegn på, at der skete noget i kroppen. Jeg havde daglige ligamentsmerter og kunne bare mærke, at der skete noget i kroppen.

Snæfellsnesvegur ved Borganes.
Ölkelduvatn Mineral Spring.
Arnarstapi, Snæfelldnæ.
Öndverðarnes lighthouse, Snæfellsnæs
Lake Kleifarvatn
Lake Kleifarvatn
Blue Lagoon
þingvellir
Geyser
Gullfoss

D. 20 april kom vi til klinikken med en skøn følelse og glædede os til at se vores lille guld mirakel. Det fik vi også lov til. Der gik al for lang tid, før lægen kom med beskeden: “der er hjerteblink, men graviditeten er meget lille”! Stemningen på stuen var meget trykket og lægen undersøgte meget grundigt. Han var bestemt ikke tilfreds med det han så på skærmen. Jeg brød fuldstændig sammen og kan ikke huske hvornår jeg har grædt så meget. Jeg hulkede og Heine holdt om mig, da jeg var kommet på benene igen. Vores verden faldt fuldstændig sammen. Den store lykkerus vi havde gået rundt i, forsvandt i løbet af et splitsekund. Vi stod lang tid og holdt om hinanden og var i en form for chok sammen.
Da vi havde fået krammet færdigt, havde vi en samtale med lægen og sygeplejersken på stuen. De var simpelthen så søde og omsorgsfulde og vi kunne mærke, at de også var mærket af dagens resultat. Beskeden efter samtalen var: “der er liv, den er for lille, det kan være en langsom starter, men det kan gå begge veje!”. Vi fik derfor tid til endnu en scanning en uge efter.

I løbet af ugen syntes jeg, at graviditetssymptomerne var aftagende. Jeg havde ikke rigtig kvalme mere, syntes brysterne var mindre ømme, ligamentsmerterne føltes mere som menstruationslignende ømhed. Jeg havde en fornemmelse af, at den næste scanning ville give et dårligt resultat. Men samtidig var jeg også opmærksom på, at psyken måske kunne lave rigtig rod i den.

Da vi kommer på klinikken igen d. 26 april, var det en ny læge og ny sygeplejerske. De startede med at spørge lidt ind til, hvordan det var gået siden sidst. Jeg fortalte om de aftagende symptomer og at jeg havde en dårlig fornemmelse. Jeg sagde også at jeg var forberedt på et dårligt resultat. Jeg havde ikke haft blødning eller tiltagende underlivssmerter, men mavefornemmelsen var bare ikke god! Jeg blev scannet igen. Lægen var grundig og der gik igen lidt før der kom en melding: “der er hjerteblink, det er langsomt, den er kun vokset 1 mm”. Efter scanningen snakker vi igen med personalet og konklusionen er status quo og vi skal komme igen en uge efter…

Mandag d. 1 april, svigermors fødselsdag, stod den på endnu en scanning. En ny læge, men samme sygeplejerske som sidst.
Igen den dag går der længe før der kommer en melding fra lægen. Han siger klart og tydeligt: “den er ikke vokset, det er en unormal graviditet og jeg mistænker det er din puls vi kan se som blink og ikke fosterets”. Jeg græder stille, mens han mærker min puls på mit håndled og sammenligner den med det vi ser på skærmen. Det er min puls der kan ses. Fostret er gået til. Min krop ryster mens tårerne triller stille ned ad kinderne. Heine holder om mig det han kan, mens jeg ligger i gynækologistolen. Han nusser mig og kysser mig, mens han tørrer tårerne væk. Jeg bliver undersøgt MEGET grundigt, så der ikke laves  en forhastet konklusion. Billedet bliver ændret på skærmen, for at tjekke blodgennemstrømningen i underlivet. Der er flot blodforsyning til og fra min livmoder, men ingen gennemstrømning gennem fostret. Der er ikke noget at tage fejl af. Lykkerejsen ender her for denne gang!

Jeg kommer i tøjet igen, Heine og jeg står i minutter og bare holder om hinanden i stilhed. Efter lidt kigger vi bare på hinanden og siger ingenting. Nærværet er nok. Ingen ord kan gøre noget.

Vi kommer efter lidt tid tilbage til virkeligheden og en samtale med personalet skal klares. Det bliver italesat igen, at graviditeten er gået til. Jeg har en senabort.

Da min krop ikke selv er gået igang med at udskille graviditeten, skal jeg derfor have foretaget en abort. Vi får fremlagt de to muligheder der er: en medicinsk abort eller en kirurgisk abort.

Jeg havde allerede bestemt mig i sidste uge. Hvis graviditeten ville gå til og jeg ikke selv aborterede, skulle det være en kirurgisk abort. Jeg havde også snakket med Heine om det. Som tidligere skrevet, havde jeg en dårlig mavefornemmelse og helt automatisk begyndte jeg at forberede mig på det værst tænkelige.

Begrundelsen for den Kirurgiske abort var, at det er hurtigt overstået og det bliver gjort mens jeg sover. Jeg kunne slet ikke bære tanken om, at skulle bløde det lille bitte væsen ud! Og tanken om, at det kunne tage flere dage og at det yderligere kunne ende med, at det var nødvendigt med en kirurgisk abort bagefter, gjorde mig helt sikker i min beslutning. Lægen bakkede op omkring mine tanker og jeg blev indstillet til operationen. Der var plads på operations programmet dagen efter.
Sygeplejersken tog os med ind i et lokale ved siden af og gennemgik den praktiske information i forhold til indgrebet. Jeg skulle faste fra midnat og tørste fra 5.30.  Desuden skulle jeg have taget endnu en blodprøve, så de kunne bestemme min blodtype. Det er normal procedure inden et indgreb, hvor der er risiko for blodtab. Vi gik direkte over til blodprøvetagning og trak et nummer. Der var 70 foran mig…. Vi ventede 1,5 time , prøven blev taget og vi kunne tage hjem.

D. 2 april kl. 6.40 mødte vi på G115 på Herlev hospital. Gynækologisk sengeafdeling. Kl. 7.10 blev vi tildelt en stue og jeg fik en seng og hospitalstøj.

Jeg er selv sygeplejerske og arbejder på Gynækologisk/Obstetrisk operationsgang på et andet hospital og det var simpelthen så ubeskrivelig mærkeligt, pludselig at være patient i sit eget speciale. Det gjorde til gengæld, at jeg vidste alt hvad der ville ske og det passede mig egentlig ret fint.

Jeg blev gjort klar af den sødeste sygeplejerske og jeg følte mig virkelig godt behandlet. Jeg fik målt de vitale værdier og alt så fint ud. Vi fik at vide, at jeg var på dagens akut program (det vil sige, at jeg ikke ingår som en planlagt operation, men betragtes som en akut patient) og det var virkelig øv. For når man er på akut programmet bliver man taget ned, når der er tid og da jeg ikke havde det dårligt (smerter og blødning) ville jeg nemt kunne blive udskudt, hvis der kom noget mere akut.

Da klokken var ca. 9, kom portøren og hentede mig. Der gik overdrevet mange tanker igennem hovedet på mig og nervøsiteten tog til. Det var en ualmindelig sød portør der hentede mig, og vi nåede at snakke en hel masse på vej ned, hvilke gjorde, at tankerne kom lidt i ro. Da han havde parkeret mig lige ude foran operationsstuen begyndte adrenalinen at pumpe rundt i kroppen. Jeg fik det småskidt og begyndte at svede overdrevet meget. Nu var det nu. Det var så syrealistisk. Det skulle bare overstås!! Der kommer en sygeplejerske ud….. For at fortælle, at jeg bliver nødt til at blive kørt retur til sengeafdelingen, da der kommer et akut kejsersnit. Fuck man. Nu var jeg lige så klar jeg overhovedet kunne blive. Det var skønt det kunne klares så tidligt på dagen…. Men tilbage til sengeafdelingen. Det var svært at se Heine igen da jeg kom tilbage. Sygeplejersken havde heldigvis lige nået at sige til ham, at jeg kom retur og vi var rykket bagud på listen. Jeg havde det ret dårligt. Hele min krop sitrede af nervøsitet. Jeg havde svært ved at trække vejret helt ned i maven. Jeg kunne mærke at det kunne udvikle sig til et angstanfald. Heine holdt mig i hånden mens jeg lavede en form for meditation. Det hjalp lidt. Efter måske 30 min kom der en læge ind og tilbød, at vi kunne tage hjem og få en tid på det planlagte program dagen efter. Både Heine og jeg var klart enige om, at vi ville gøre alt vi kunne, og holde ventetiden ud. Vi havde begge sovet max 4.5 time op til denne dag, da vi begge var noget berørte af hele situationen. Vi var mega trætte og kunne slet ikke overskue, at køre sådan en dag mere. Der var kommet yderligere en akut operation før mig og vi fik besked om, at der i hvert fald ville gå 2 timer, før jeg kom ned igen. Jeg bad om at få et væske drop op, da jeg var begyndt at være ret tørstig og havde en begyndende hovedpine. Klokken var ca. 11 og jeg havde sidst drukket væske kl. 5 om morgenen.
 

Jeg faldt i søvn mens Heine nussede mig. Hold op jeg havde ondt af ham. Han var også nervøs, men gav mig så meget omsorg og ro. Han sad på en metalstol det meste af dagen og måtte klare lidt arbejde ved computeren mens jeg sov.

Kl. blev 14 og jeg blev hentet igen. Det første jeg fik at vide på operationsgangen var, at jeg ikke ville blive kørt retur denne gang!

Jeg blev modtaget af et rigtig sødt operationscrew. Vigtigst af alt lige der, var anæstesi sygeplejersken. De vidste, at jeg selv arbejder på operationsgangen, men jeg bad om, at de gav al informationen, som om jeg ingen faglig viden havde. Jeg begyndte at klamsvede igen. Mine hænder var drivvåde. Jeg fik iltmasken på. Skyndte mig at spørge, om operationssygeplejersken ville holde mig i hånden. Jeg fik først noget meget stærk smertestillende. Jeg blev helt varm og tung i kroppen og nåede kortvarig at mærke vejrtrækningen blev tung. Og så husker jeg ikke mere. Bang og jeg sov. Jeg sov hel fantastisk.

15 minutter senere vågnede jeg igen og havde det så dejligt til at starte med. Det føltes rart i kroppen. Opvågningen var blid og rolig. Jeg blev mødt af smil og en masse omsorg. Og så gjorde det lidt ondt. Jeg skulle over i sengen fra operationslejet og det var en syret fornemmelse. Det føltes som den vildeste brandert. Det hele snurrede og det var faktisk lidt sjovt. Jeg havde ikke fået lagt larynxmaske(det rør man får i halsen under en kort operation og kobles til respirator), men derimod blevet ventileret manuelt under hele indgrebet. Anæstesi sygeplejersken sagde, at jeg blev ved med at bide hende, så det var ikke sådan lige at få det anlagt. Jeg begyndte at grine og græde på samme tid og personalet syntes også det var lidt sjovt. Jeg kan ikke så godt huske køreturen op til sengeafdelingen, men jeg kan huske gensynsglæden da jeg så Heine. Det var så ualmindelig dejligt at se ham igen på den anden side af det hele.

Lige efter operationen

Jeg fik noget mere smertestillende da jeg kom retur i afdelingen og jeg var ret hurtig smertefri. Jeg fik lidt at spise, og 1 time efter, at jeg var retur i afdelingen, var jeg klar til at gå hjem. Min  lillesøster insisterede på at komme ud til mig på sygehuset, da hun havde fri fra arbejde. Det var så dejligt, at se hende også. Vi fulgtes hjem og spiste aftensmad sammen.

Jeg fik lidt ondt igen i løbet af aftenen, men en cocktail af varmepude, panodil og Ibumetin kunne klare det meste.

Her bagefter er der en del at bearbejde. Det lille liv vi lige har mistet og den sorg der følger med. Selvom jeg kun nåede 9+1 før det blev konstateret, at graviditeten var gået til, var det, det aller tætteste vi havde været på, at have vores egen lille familie. Dagene efter havde jeg følelsen af, at have et tomt hul i maven. Jeg har haft ondt on and off dagene bagefter, men det var været til at holde ud. Jeg har heller ikke blødt en hel masse, så alt i alt har hele forløbet været acceptabelt(hvis man ser bort fra, hvad vi egentlig har været igennem). Jeg har grædt lidt et par gange, men det virkede mest, at det var en reaktion på, at alt er gået så stærkt og livet pludselig er sat lidt i stå.

Jeg er taknemmelig for, at det hele er gået så fint og jeg er stolt af, at være en del af det danske sundhedssystem. Stoltheden kommer af at have mødt så mange “kollegaer” der har passet så godt på mig og Heine, samt givet os den tid og ro vi havde brug for.

Nu skal den fysiske del hele færdig og den psykiske del kommer lige så stille efter det.

Når min krop, og vi er klar, skal vi have en samtale med klinikken. Vi skal igang med en stimulation igen, da vi har brugt alle vores befrugtede æg. Det føles som at være slået tilbage til start, men heldigvis ved vi, hvad vi går ind til. Kan ikke forestille mig, at der er så meget mere der kan overraske os…

TAK, fordi du læste med. Det betyder så meget med alle jer der hepper med på sidelinjen!!

Blomster fra Heine
Blomster fra logepigerne
Blomster fra et vennepar

Vi har en kage i ovnen

Så skete det. Ægget har sat sig fast. Vores sidste æg. Jeg er gravid. JEG ER GRAVID!!!

Vi har En Kage I Ovnen!

Det er så vanvittigt. Vi er så glade, lettede, forelskede og overskuddet er ved at vende. Fra at have mistet en stor del af håbet, til den store lettelse i kroppen – den følelse kan slet ikke beskrives.

Og samtidig er der usikkerheden. At ægget har sat sig fast er en kæmpe succes og en stor milepæl at passere. Men intet er sikkert!

På onsdag står den på aller første scanning. Scanningen der forhåbentlig giver en tåre i øjenkrogen. En tåre af glæde. Glæde over at se et lille hjerte blinke. Et blink der viser liv. Et liv der bringer glæde. Glæde til to voksne sårbare mennesker, der har ventet længe på dette lille mirakuløse øjeblik. Synet af vores kommende barn. Synet af vores fælles fremtid. En lille klump kærlighed skabt ved hjælp af videnskaben!

I dag er jeg 7 uger henne. Trætheden har meldt sig og kvalmen kommer snigende flere gange i løbet af dagen. Vi har haft en perfekt 10 dages rejse til Island. Så tror batterierne er ladet lidt op igen😊

En kort opdatering

I lørdags fik vi lagt vores sidste blastocyst op. En fin blastocyst med karakteren 4AB. Den var startet hatching i laboratoriet. Denne her gang kan jeg mærke, at jeg har glædet mig rigtig meget! Det er stadig med lidt blandede følelser, da det er det sidste æg fra vores første ægudtagning. Håbet for at det sætter sig, frygten for, at det ikke gør. Hvis det ikke sætter sig er der en ægudtagning i sigte. Hvis det sætter sig, har vi ikke nogen på frys til en søskende. Og det er en del af det her game!

Jeg håber inderligt, at vi skal have en lille spire med til Island i marts måned. Uanset hvad, bliver marts måned en pause måned. Hvis testen er negativ, har vi begge brug for lige at trække vejret og mærke os selv, inden vi går i gang med andet forsøg.

Vi har planlagt en 10 dages rejse på Island, hvor vi skal bo tæt på en barndomsveninde, der er flyttet til Island. Vi glæder os begge utrolig meget til at trække stikket og bare nyde hinanden og et frirum fra en hverdag der har været ret vild det sidste halve år.

Men inden rejsen påbegyndes, har vi lige to testdage. Jeg får nemlig hCG støtte denne gang, som er en mulighed ved ustimuleret forsøg. Det vil sige jeg skal tage 8 klik af en Ovitrelle pen 3 gange med 3 dages mellemrum. Dette gøres for at “snyde” kroppen lidt til at tro den er gravid. Det er en ret gammel teknik man ikke bruger som standard, men grundet det er vores fjerde oplægning af fine blastocyster uden resultat, foreslog gynækologen at forsøge med det denne gang. Første testdag er d. 27/2, hvor der er mulighed for, at prøven kan være falsk forhøjet, på grund af Ovitrellen. Derfor er der planlagt en ekstra blodprøve d. 4/3,som er den vi endeligt kan regne med. Så der er lidt ekstra ventetid denne gang!

Stress og fertilitetsbehandling

Dette blogindlæg har været længe undervejs og sammenhængen mellem overskriften, indholdet og den tid det har taget at lave, giver ret god mening.

Jeg har brugt en del tid på at undersøge hvordan stress kan påvirke infertilitet og hvorfor det er så stressende at være i fertilitetsbehandling. Jeg har ikke lavet kildekritik, men læst lidt forskellige rapporter/artikler og man må tage det for hvad det er. Personligt har jeg fundet en mening med hele processen og det er det der er det vigtigste. Hele formålet med bloggen er primært egenterapi og forhåbentlig lidt inspirerende læsning til jer der ikke kender til fertilitetsbehandling og ikke mindst lidt meningsfyldt læsning til jer, der gennemgår samme process!
Tilbage på sygeplejestudiet arbejdede vi med en teoretiker, Psykiater Irvin D. Yalom. En del af Yaloms teori, synes jeg er ret interessant i forhold til fertilitetsbehandlingen.
Yalom taler om de fire eksistentielle grundvilkår. som skal ses som par:

  • at vi uundgåeligt skal dø, betyder også at vi skal leve
  • at vi i afgørende stunder er alene, betyder også at vi er sammen med andre
  • at livet er meningsløst, betyder også at vi (selv) må give det mening
  • at vi har frihed til at vælge, betyder også at vi har forpligtelser og er begrænset i vores livsudfoldelse og ikke altid noget, vi selv er herre over.

Forplantning kan være et af menneskets eksistentielle grundlag. Det er biologiens stærkeste instinkt. Som menneske er man, ifølge Yalom, meningssøgende og vi skal selv finde tilstrækkeligt med meningsindhold for at opretholde vores eget liv (1,2).
Når man inderligt ønsker sig, at stifte familie og man sidder med følelsen af, at det gør livet meningsfuldt, er det en stor belastning for kroppen når det ikke bare kan lade sig gøre. Fra lige knap 4 år siden, droppede vi præventionen og har potentielt set haft muligheden for at blive gravide. Det har specielt været et KÆMPE ønske fra min side og det jeg ønsker mig allermest i livet: at blive mor. At blive mor til mit og Heines fælles barn. I næsten 4 år, har jeg nok været så meget fokuseret på det, at jeg lidt har begrænset alt andet godt omkring mig.
For hvad nu hvis…
Næste måned sker det nok…
Det er måske ikke så godt, hvis jeg nu er gravid…
Det passer med en potentiel termin der, så det duer nok ikke…
Personligt vil jeg betragte mig selv i en form for livskrise og har nok været der længe. Undervejs i dette blogindlæg er jeg blevet en del klogere på en masse ting, der er nogle brikker der er faldet på plads og ikke mindst er der lige pludselig en hel del der nu giver mening. Mening ud fra den måde jeg har reageret på, og mening ud fra den måde jeg har handlet på. I min research mødte jeg Psykolog Jørn Laursen, der blandt andet har forfattet bogen “Eksistentielle livskriser – noter til en eksistentialistisk psykologi”. Jeg har ikke læst selve bogen, men fundet citater der giver rigtig god mening.
Psykolog Jørn Laursen siger:
“Du er i en livskrise, når du spørger til livets mening og ikke kan finde den, eller når du er fastklemt i en position, som du ikke kan komme ud af”(3).
I en lang periode har jeg faktisk nok, netop haft svært ved at finde livets mening. Jeg har ikke været oprigtig glad længe og har nok egentlig været i en slags venteposition i flere år. Dermed ikke sagt, at der ikke er sket gode ting i den periode, tværtimod. Vi har en dejlig familie, en stor skøn vennekreds og vi har begge gode jobs. Men….
“At alt det, som man har kæmpet for og henimod, ikke længere giver livsenergi og indhold i hverdagen. En livskrise kan i princippet være ganske kortvarig, men ofte vil den tage både uger, måneder og år at komme igennem.” Jørn Laursen. (3)
Laursen kommer med endnu en god beskrivelse af det, jeg oplever. På et tidspunkt er det svært at finde håbet og troen på, at familiestiftelsen vil finde sted. I ca. 40 måneder, er jeg hver måned blevet skuffet over endnu en menstruation. Skuffet over, at det heller ikke var denne måned det skete. De vildeste blandede følelse af glæde for en anden og ens egen sorg ved de 12 vennepar vi har ønsket tillykke med graviditeten og den længsel der selv vokser sig større. Det er en krise der er vildt svær at komme ud af, når elementet der skabte den, hele tiden tricker i en.
“På lavpunktet i livskrisen kan man blive angst for at miste grebet om selve livet. Intet giver mening, og man har svært ved at se en fremtid for sig. Det er i virkeligheden der, man skal være allermest robust, tage handling og kæmpe imod følelsen af ligegyldighed, som kan blive en sovepude” Jørn Laursen. (3)
Jeg har været der nede hvor det gjorde allermest ondt. Jeg har været der, hvor angsten tog over, jeg har været der, hvor fremtiden føltes ligegyldig. Men jeg kom op og er stadig væk på vej op, efter en stresssygemelding. Foråret 2016 var en hektisk arbejdsperiode. Det var sommeren 2016 vi blev udredt for infertilitet. D. 25/7-16 gik jeg grædende hjem i løbet af min arbejdsdag og havde haft en mega blackout, hvor jeg slet ikke anede hvad jeg lavede… Jeg fik en kort sygemelding på 14 dage, genoptog arbejdet og blev sygemeldt igen d. 30/8 og små 3 måneder frem. Jeg var helt slået ud, sov ikke rigtig og havde alle stresssymptomer, i mindre og sværere grad. Takket være Heine, min omgangskreds og det jeg selv formåede at gøre, kom jeg på benene igen. Set i bagklogskabens klare lys, dog alt for tidligt. 2,5 år efter er jeg stadig meget mærket af den sygemelding og min krop er stadig meget sårbar.
I en artikel af Dr. Domar med Ph.D. i sundhedspsykologi beskriver hun, at der er forskning der har vist:
“At barnløse kvinder er ramt af samme grad af angst og depression, som kvinder med kræft, hjertesygdom eller kvinder med HIV”. (4, side 1)
Jeg synes det er en ret interessant betragtning. For mit eget vedkommende, har jeg i hvert fald på egen krop mærket en stor fysisk, såvel psykisk reaktion. I et halvt år har jeg taget medicin og gået til rigtig mange undersøgelser. Sommetider har jeg haft lyst til at lave en forsigtig sidestilling til undersøgelserne og overgreb. Jeg ved godt det ikke kan sammenlignes, for jeg ligger trods alt frivilligt mine ben op i gynækologi stolen, men at have ladet 6 læger, et par uddannelses læger og 8 sygeplejersker undersøge en forneden, med diverse instrumenter, er egentlig lidt voldsomt. Med alle de undersøgelser samt de store mængder medicin jeg har skulle tage, har jeg følt mig sygeliggjort. Jeg fejler ikke noget, men idet du træder ind i et rum med folk i uniformer, skabes der et ulige forhold med fagpersonerne med deres autoritet, hvor du bliver patienten. Overordnet vil jeg sige, at klinikken håndterer forløbet ret godt, men når man har været inde hos forskellige læger/sygeplejersker hver gang, har man virkelig manglet noget kontinuitet, for der er ikke en, der ved hvordan hele ens forløb har været, når man kommer til behandling/undersøgelse. Jeg har følt, at jeg er den primære tovholder i forløbet og har følelsen af, at jeg selv skal have meget styr på tingene, for at få den mest optimale behandling. Jeg kan godt føle mig som et nummer i rækken, for der er ikke nogen der har kunne huske hvilke nummer æg det er der skal bruges, hvor mange forsøg vi har brugt, ej heller hvor mange æg der er tilbage og evt. forslag til videre behandling. Og al dette kan vi vist kun takke sundhedssystemet for og den korte kontakt med de fagpersoner der skal passe på os. Jeg er glad for, at gå i behandling, hvor vi gør. Jeg er glad for, at vi kan få den hjælp vi kan få.
I samme artikel bliver der nævnt arbejde, rejser og ensomhed, som jeg også kan relatere meget til. Jeg er en af de heldige der har en MEGET forstående arbejdsplads. Med den fleksibilitet der er udvist der, kan man kun være tilfreds. Men om noget er det en stressfaktor, at jeg ofte føler jeg forsømmer min arbejdsplads og ikke mindst mine kollegaer, for de skal jo bare løbe stærkere og dække mine timer, hver gang jeg er væk. Til trods for, at jeg har forsøgt, at planlægge udenom arbejdstider, er der så godt som umuligt, da alle scanninger skal foretages på bestemte dage, i forhold til min egen cyklus. Ofte er det med meget kort varsel, at man kan meddele sit fravær. I forhold til rejse, er det jo ikke noget man behøver, men i den her process, tror jeg det er sundt, at komme lidt væk fra hverdagen, nyde hinanden og ikke mindst den ‘pause’ man føler man får fra det hele. Det kan dog være ret svært, at planlægge, da man ikke ved, hvornår behandlingerne ligger. Igen er det ren og skær frynsegoder og man kan jo bare holde pause fra behandlingen, men det er bare en vildt svær beslutning at træffe, da vi jo også har behov for, at vi forhåbentlig snart står med den positive test i hånden.
Så er der ensomheden. Til trods for åbenhed og et helt igennem forstående og dejligt netværk, kan ingen tage det fra mig, at man i sådan et forløb til tider bliver ramt af ensomhed. En ensomhed der er svær at forklare. Det er ikke en ensomhed som et savn af menneskelig kontakt. Det er ikke mig alene der går igennem fertilitetsbehandlingen, det gør vi begge to og Heine er den bedste støtte jeg kunne ønske mig. Meen det er mig og min krop alene, der skal igennem alle undersøgelserne og medicinbehandlingen. Den sorg man oplever ved hver negative test, kan kun den der har oplevet det selv, sætte sig ind i.
Og med alle disse ord vil bestemt ikke definere mit liv som meningsløst, men kan godt afsløre, at jeg de sidste mange år, har rendt rundt i min lille boble af ønsket om familiestiftelse. Og som skrevet tidligere har jeg haft svært ved at planlægge mit liv alt for langt ud i fremtiden, for “tænk nu hvis, jeg var blevet gravid”.
Jeg har den sidste måneds tid reflekteret meget over, hvad der kan gøre mit liv mere meningsfyldt her og nu.
Jeg vil forsøge at gøre en masse ting der er gode for mig selv og eventuelt godt for os begge to og parforholdet.

  • Jeg gav Heine en 10 dages rejse til Island, hvor vi er afsted på vores 5 års dag om en måned.
  • Jeg har købt et 8 klips kort til Kundalini yoga. Denne type yoga har meget fokus på åndedræt og meditation og gennem hele timen, er det primært åndedrætsøvelser man laver gennem mantraer. Det er er super god form for yoga til at reducerer stress, samt holde koncentrationen i nuet. Desuden har jeg afprøvet youtube ‘’yogatime’’ og det fungerer ret godt!
  • Jeg har taget kontakt til en fysioterapeut grundet ondt i venstre hofte og venstre ben, som viste sig, at være utroligt hårde muskler, fyldt med myoser omkring bækkenet, som klemmer på Iskiasnerven. Jeg har fået en række øvelser, som allerede har hjulpet til at få løsnet op!
  • Jeg har fået et Smartwatch, som er virkelig fedt. Det analyserer søvn, puls, aktivitet mm over hele døgnet og fortæller en, hvis man har brug for at sætte sig ned og lige trække vejret. Derudover har det vildt mange fede features, så det er jo et stykke rent legetøj.
  • Jeg har fået godt gang i min symaskine og den kreative del af hjernen, og det er virkelig ren meditation for mig.
  • Jeg forsøger at dyrke vennekredsen noget mere (de er heldigvis fantastisk gode til at hive fat i mig, da jeg ofte bare er træt og har minus på overskudskontoen og derfor ikke får gjort noget ved det!) så tak til det fantastiske netværk vi har
  • Jeg er startet i en netværksgruppe for barnløse kvinder i fertilitetsbehandling. Det har været en stor hjælp til at reducere ensomhedsfølelsen. Det har desuden skabt en masse samtaleemner herhjemme, om hvordan vi håndterer vores fertilitetsforløb og her kan jeg kun sige: Jeg er stolt, trods alt!
  • Positiv dagbog, hvor jeg dagligt vil noterer dagens positive oplevelser og hvad der ellers kunne være interessant

Tusinde tak fordi I læste med.

_____________________________________________________________________
Kildehenvisning

  1. https://eksistentielpsykologi.net/livets-psykologi/livets-eksistentielle-grundvilkaar/
  2. https://www.dp.dk/decentrale-enheder/dansk-psykoterapeutisk-selskab-for-psykologer/wp-content/uploads/sites/46/2015/01/28-09-07_2007_artikel_yalom_Irene-C.pdf
  3. http://www.psykiatrifonden.dk/viden/gode-raad-og-temaer/livskrise/livskrisen-du-kommer-ikke-udenom-men-du-kan-komme-styrket-igennem.aspx
  4. http://familybuilding.resolve.org/site/DocServer/15_Coping_with_the_Stress_of_Infertility.pdf?docID=5705 side 1

En negativ test og en plan for næste forsøg.

D. 27 december gav desværre et negativt blodprøvesvar. Jeg var på arbejde da beskeden blev leveret. Da jeg havde lagt på fra klinikken begyndte tårerne bare at trille. Jeg skulle ringe og give Heine besked og det var bare ikke særlig fedt! Da han tog telefonen hulkede jeg straks jeg hørte hans stemme. Det var hårdt, at vi ikke kunne give hinanden det kram vi begge havde brug for.

Da jeg havde fået grædt færdig gik jeg ned på operationsstuen, for at høre mine kollegaer, om det var ok jeg lige sad lidt inden jeg kom ned og tog over igen og i det jeg skulle spørge, trillede tårerne ned ad kinderne igen… Søde søde kollegaer gav en masse gode kram og mange søde ord med på vejen og en af de læger der var på vores stue den dag, tog sig tid til at sidde at snakke 25 min med mig! Det var GULD værd. Hun er nemlig både gynækolog på fertilitetsklinikken og laver gynækologiske operationer, så hun forstod fuldstændig alt hvad jeg havde behov for at læsse ud. Tak tak tak for alle jer søde støttende kollegaer!

Og ikke mindst tak til dig bedste Heine. Du er så støttende, når jeg synes det er aller hårdest. Du er den mest bredskuldrede person jeg kender og den bedste kæreste jeg kan ønske mig! Tak for blomster og tak for dig❤️

I dag er der 2 dage til vi går igang igen – denne gang i et ustimuleret fryseforsøg. Det vil sige, at jeg har haft 11 dages medicinfri!!! Det har virkelig været rart! Det er en ret stor stressfaktor, at skulle tage forskellig medicin 5 gange i døgnet på nogenlunde bestemte tidspunkter og lige meget hvor jeg skulle hen, altid være sikker på, at medicinen var med på tur.

Det har været godt med lidt ro til kroppen, lidt gode drinks nytårsaften og ellers bare være mig selv uden fokus på behandling. Men nu begynder bekymringerne lige så stille at melde sig, forud for scanningen i overmorgen… Der er som sådan ikke det helt store at bekymre sig om. Det værste der kan ske, er at jeg har ægløsning før det opdages på de kommende scanninger, hvilke vil udsætte forsøget en måned. Men der ligger en del andre tanker i forbindelse med hele behandlingen. Vi har nu “kun” befrugtede æg tilbage på det første forsøg. Hvis det her bliver til noget, har vi et æg der kan gemmes til en søskende (inden for 5 år, vel at mærke). Hvis det ikke bliver til noget, men det sidste æg gør, vil det betyde, at vi kommer til at skulle betale for at få et barn mere og der kan nok regnes med en udgift på over 50.000 kr. Og lige nu og her, er det som sådan ikke noget, der behøver at herske bekymringer om, men tankehelvede kan man ikke altid selv styre.

Mon du bliver vores bedste julegave?

Sidste torsdag var vi igen på klinikken. Denne gang med et dejligt formål, ægopsætning.

Denne gang har vi kørt med et fryseforsøg i stimuleret cyklus. Jeg har fået 6 mg østradiol om dagen siden d. 26/11 fordelt på 2 doser og 600 mg progesteron i døgnet siden d. 9/12 fordelt på 3 doser. Medicinen har overtaget denne cyklus og gjort slimhinden klar til at modtage ægget.

Den dag man får sat æg op, skal det tøes op om morgenen. Der vil altid være en risiko for det ikke lykkes, men alt gik lige som det skulle.

For at give de bedste forhold for lægen, skulle jeg møde op med en fyldt blære. Når blæren er fyldt retter det livmoderen ud fra sin krumning og det er nemmere at føre kateteret ind med det lille æg. Jeg havde fået at vide, at jeg fra kl. 11-13 skulle drikke godt med væske og jeg måtte ikke lade vandet i den periode. Jeg gjorde præcis som de sagde og kom med en latterlig overfyldt blære! Beskeden lød: til en anden gang, behøver den slet ikke være så fyldt! Nå, men det kunne jeg jo ikke gøre så meget ved denne gang. Men forestil dig lige… Et spekel for neden indført med vand i stedet for gel og en scanner på maven der PRESSES ned for at få et godt billede af livmoderen – det var sygt ubehageligt!!!

Men den lille spire er placeret og vi håber på du bliver den bedste julegave i år!

I dag er jeg 3+0, hvis man tæller det, som værende en blivende graviditet. Jeg aner endnu ikke om der er gode nyheder i vente, men har de sidste dage haft noget mureren og menstruationslignende sammentrækninger i underlivet! Jeg håber selvfølgelig, at der er en lille spirer der er ved at bygge sin rede, men det kan også være pga. medicinen. Vi krydser og håber på et lille julemirakel! Testdag er d. 25/12, men klinikkerne har lukket pga helligdag, så det er rykket til d. 27/12. Det bliver nogle ret nervepirrende juledage..

Hormonella, angst og en ærlig snak

img_20181204_1023428056776331179307089.jpgNu er der kun en dag til næste møde på klinikken. Jeg håber inderligt, at der ikke er behov for mere behandling med medicin og at vi kan planlægge ægopsætning!

Jeg er MEGA træt af at skulle fylde min krop med medicin, som føles så unaturligt.
I 8 dage har jeg haft dårlig mave på grund af pillerne og det kan somme tider være svært, at have en helt normal hverdag, når man er lidt nervøs for, om der pludselig skal løbes til et toilet……

Derudover er jeg typen der altid er pisse bange for alle de bivirkninger medicin kan medføre! Og de her piller (Østradiol) har bare en lang øv-liste. Det er således, at jeg inde i mit hovede, næsten kan bilde mig selv ind, at jeg har en blodprop i benet. Det lille område i læggen der er ømt, får tankerne helt ud af en vanvittig tangent. Men når man både har prøvet, at blive ramt af en masse bivirkninger og samtidig døjer med angst skaber det en rigtig ærgerlig kombination! Med min rationelle tænkning kan jeg godt forsøge at overbevise mig om, at det nok ikke er noget, men virkeligheden er bare en anden!

Jeg tror det er de færreste som ikke lider af angst, der kan forestille sig, hvor pinefuld det egentlig er! Det er ikke altid det, at hjertet hamre afsted, man begynder at hyperventilere, synet der sløres, og koldsveden der titter frem, som er det værste, men den panik der rammer en! Tanken “er jeg ved at blive sindssyg?”
Og når man så endelig er ved at falde til ro, kommer den efterfølgende frygt for, hvornår det næste angstanfald rammer.

Og egentlig har jeg overvejende kontrol med min angst, men der skal alligevel ikke vanvittigt meget til at tricke den!

Den angst jeg primært døjer med er sygsomsangst, hvilke vil sige, at jeg er overopmærksom på kroppen og kropslige symptomer. Jeg har det bedst med at vide hvor det nærmeste hospital ligger, når jeg er ude at rejse og jeg når gerne lige at vurdere chancerne for overlevelse, hvis noget går galt og der er langt til hospitalet. Jeg er selv uddannet sygeplejerske, så forestil dig lige, hvor mange lidelser/sygdomme jeg har nået at fejle oppe i hovedet. Somme tider har jeg tanken om, at det er tenderende til hypokondri, men jeg er ikke typen der er ved lægen i tide om utide, da min sunde fornuft heldigvis ofte vinder.

Der hvor det er et problem, er når kropssymptomerne tricker for længe ad gangen. Det er en ond cirkel, så fokus hele tiden er hæftet ved (i det her tilfælde, læggen). Selvom der sikkert ikke er noget galt, er jeg hele tiden opmærksom på det forbandede ben. Og øget opmærksomhed gør måske, at man ubevidst spænder i musklerne og så bliver musklen sikkert mere øm…

Jeg har valgt at tage kontakt til en psykoterapeut i håb om, at få lidt styr på mig selv og få hjælp til at holde det hele ud og forhåbentlige give hovedet lidt ro.
Vi er rigtig gode til at snakke sammen om tingene der hjemme, men nogle ting er det bare skønt at trække en professionel med ind over. En terapeut kan ikke tage dine tanker fra dig, men kan hjælpe dig med at forholde dig anderledes til dem.

 

 

Vi skal en tur i fryseren 💕

Så er vi endelig klar igen!

Det har været virkelig skønt med en pause, men der skulle heller ikke gå længere tid nu!

Dagene op undersøgelsen, har været ret hårde. Jeg har været meget nervøs for, om vi fik lov at starte inden jul. Jeg har stadigvæk en for høj vægt, der ligger lige på grænsen og jeg var sygt bange for, at blive afvist! Men vi klarede den!!

Denne gang er det et fryseforsøg. Det vil sige at vi skal bruge et af de befrugtede æg, som vi har i fryseren. De næste 9 dage skal jeg tage 6 mg Østrogen om dagen, med henblik på at gøre livmoderslimhinden tykkere og dermed mere modtagelig for ægget. Når de i alt 10 dage er gået, skal jeg scannes igen og er de tilfredse, planlægges ægopsætningen.

Det er simpelthen så spændende at være igang igen, men også meget nervepirrende. Følelserne sidder helt uden på kroppen, efter sidste forsøg. Det er langt hårdere end jeg havde forventet, men synes stadig vi klarer det godt. Vi snakker meget om det, både her hjemme og med vores omgangskreds og det gør, at det er til at holde ud. – så tak for jer!

Det jeg er mest nervøs for lige nu, er reaktionen (eventuelle bivirkninger) på medicinen. Fagpersonalet siger, at det ikke burde blive særlig slemt, men med den omgang sidst, kræver det en indsats fra min side, ikke allerede at være lidt paranoid. Men, jeg tror på dem indtil andet er bevist!